Mistænkte i bombesag er fra Malmøegnen og det sydlige Skåne
Retsmøde i København i sag om sprængning ved Skattestyrelsen blev holdt for dobbeltlukkede døre.
De to mænd, som er mistænkt for at stå bag en eksplosion ved Skattestyrelsen i København i sidste uge, bor begge i det sydlige Skåne. Det viser oplysninger fra det svenske folkeregister.
Den ældste af mændene har adresse på den skånske sydkyst på strækningen mellem Ystad og Trelleborg. Han er 23 år og endnu ikke anholdt.
Den yngste bor lidt vest for Malmø. Han er 22 år og er tilbageholdt af svensk politi.
Det er han blevet på baggrund af en nordisk arrestordre, som politiet i Danmark fik udstedt tirsdag efter et retsmøde i Københavns Byret. Retsmødet begyndte klokken 17.10, fremgår det af retsbogen, som Ritzau har fået aktindsigt i. Det blev holdt i Københavns Byrets retssal 22.
Her vurderede dommer Jens Stausbøll, at der er grundlag for at varetægtsfængsle de to mænd.
Retsmødet blev holdt for såkaldt dobbeltlukkede døre. Det betyder at såvel sigtelsen som de oplysninger, der blev fremlagt under retsmødet, indtil videre holdes hemmeligt.
Det sker af hensyn til politiets efterforskning.
Det fremgår dog indirekte af retsbogen, at der efter alt at dømme er rejst sigtelse efter straffelovens paragraf 183, stk. 1. Den handler blandt andet om at forårsage sprængning med forsæt til at "forvolde skade på andres person eller formue".
Den paragraf har en strafferamme på fængsel indtil 12 år.
I retsbogen fremgår det, at dommer Stausbøll lod sig overbevise af anklager Andreas Christensen om, at de to er skyldige i den rejste sigtelse.
Dommeren valgte under retsmødet at nedlægge et navneforbud. Derfor er det ikke tilladt at komme nærmere ind på, hvem de mistænkte er, eller hvor de bor.
Københavns Politi har oplyst, at der er tale om svenske statsborgere. Deres navne har imidlertid en mellemøstlig klang.
Den 22-årige, som er anholdt i Sverige, vil formentlig i de kommende dage blive stillet for en dommer i Sverige, medmindre han inden lader sig udlevere frivilligt til Danmark.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie