Politiet har foretaget nye anholdelser i sagen om en stribe påsatte brande, som unge i det venstreekstremistiske miljø mistænkes for at stå bag.
En kvinde og en mand er blevet anholdt og sigtet, oplyser Københavns Politi.
Formentlig vil i hvert fald den ene blive fremstillet i grundlovsforhør torsdag med krav om varetægtsfængsling.
Det er en ung mand på 22 år, oplyser vicepolitikommissær Bertel Hejlesen fra brandafdelingen i Københavns Politi.
Han sigtes for at have sat ild på politiets datacentral i Hvidovre den 11. januar og for at have deltaget i forsøget på at sætte ild på Nordeas ejendom på Strandgade i København tre dage senere.
Kvinden, der er 26 år, sigtes for branden ved datacentralen.
Sagen kom frem i offentligheden den 26. april. Efter længere tids efterforskning anholdt betjente fra Politiets Efterretningstjeneste en gruppe unge, da de tilsyneladende var ved at sætte ild på Politiskolen i Brøndby.
I første omgang blev de også sigtet for at ville sætte ild på Nordeas ejendom på Strandgade.
De fire unge blev varetægtsfængslet, og siden har betjente arbejdet videre med sagen.
Blandt andet er nogle af de ting, som blev fundet ved en ransagning på Christiania, blevet undersøgt nøje.
Omkring en halv snes tilfælde af brandstiftelse er angiveligt på listen over sager, som betjentene forsøger at hænge de mistænkte op på.
Blandt dem er et tilfælde, hvor der blev sat ild på kantinen hos Politiets Efterretningstjeneste i Søborg.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie