Nyt skyderi knyttes til bandekonflikten

Endnu et skyderi lød torsdag morgen i hovedstaden, da en mand blev ramt af skud i benet på Kong Georgs Vej på Frederiksberg.

Ifølge politiet er skudofferet en 51-årig mand.

- Manden har muligvis tilknytning til rockermiljøet, men vi er i gang med at fastlægge det endeligt, siger politikommissær Knud Hvass fra Københavns Politis særlige bandeenhed, der er kaldt til gerningsstedet.

Ifølge B.T er to unge gerningsmænd, der beskrives som "indvandrertyper", kørt fra stedet på en knallert.

Den 51-årige mand vurderes umiddelbart til at være uden for livsfare.

Ingen er foreløbigt anholdt for skyderiet.

/ritzau/

51-årig mand skudt i benene på Frederiksberg. Manden er ifølge politiet kendt fra rockermiljøet, og skyderiet sættes derfor i forbindelse med bandekonflikten.

Offentliggjort Sidst opdateret