OVERBLIK: Læger slog alarm da plejehjemsbeboere blev genindlagt

Læger fra sygehuset i Randers slog alarm, da beboere fra plejehjemmet Tirsdalen blev indlagt og genindlagt.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 60-årig sosu-hjælper er onsdag ved Retten i Randers fundet skyldig i fire tilfælde af drabsforsøg mod beboere på plejehjemmet Tirsdalen i Randers.

Hun er også fundet skyldig i fire tilfælde af grov vold, herunder et med døden til følge.

Læs om sagen her.

* Fire beboere fra plejehjemmet blev indlagt på Regionshospitalet Randers 27. februar 2022.

* De var alle ukontaktbare, bevidsthedssvækkede og havde besvær med at trække vejret.

* En af beboerne, en 81-årig kvinde, afgik få dage senere ved døden, mens de tre andre kom sig.

* De følgende dage skete der flere genindlæggelser blandt de tre andre beboere fra plejehjemmet.

* Undersøgelser viste, at de havde stofferne baclofen, diazepam og mirtazapin i blodet.

* Der er tale om stoffer, der blandt andet bruges til behandling af muskelspasmer og depression, og som hver især kan være dødelige i for høje doser.

* Det fik lægerne på sygehuset til at kontakte Styrelsen for Patientsikkerhed og Østjyllands Politi.

* Politiets efterforskning af sagen førte til, at man 14. marts 2022 anholdt en 60-årig sosu-hjælper fra plejehjemmet.

* Ved en ransagning hjemme hos kvinden fandt politiet to ud af tre typer af de stoffer, som blev fundet i blodet hos de fire plejehjemsbeboere.

* Det fremgik også af søgehistorikken på sosu-hjælperens private computer, at hun havde søgt efter det tredje præparat.

* En mentalundersøgelse af kvinden har konkluderet, at hun lider af en personlighedsforstyrrelse.

* Der er tale om en såkaldt histrionisk personlighedsforstyrrelse, hvor en person har et særligt behov for opmærksomhed og anerkendelse, mangler selvindsigt og omtanke for andre.

* Sosu-hjælperen har nægtet sig skyldig i alle anklager.

Kilder: Ritzau, retssagen, anklageskriftet.

/ritzau/