OVERBLIK: Uforklarlige indlæggelser vakte mistanke om forgiftning

Kvinden anklages for at have stjålet medicin på plejehjemmet og efterfølgende anvendt præparaterne til at forgifte flere af beboerne. (Genrefoto). Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Østjysk plejehjem har ifølge anklagemyndigheden været omdrejningspunktet for et drab og syv drabsforsøg.

Offentliggjort Sidst opdateret

En medarbejder ved plejehjemmet Tirsdalen i Randers er ved Retten i Randers tiltalt for et drab og syv drabsforsøg mod tre beboere.

Læs om forløbet her.

* 14. marts 2022: Kvinden bliver anholdt på baggrund af en anmeldelse til Østjyllands Politi om en række tilsyneladende uforklarlige indlæggelser og genindlæggelser blandt plejecenterets beboere.

* 15. marts 2022: Kvinden fremstilles i grundlovsforhør og varetægtsfængsles i fire uger.

* 27. april 2022: Østjyllands Politi bekræfter for første gang over for TV2 Østjylland, at man efterforsker sagen, og at en person er sigtet.

* 20. maj 2022: Østjyllands Politi oplyser, at kvinden sigtes for drab på en ældre kvindelig beboer og syv tilfælde af drabsforsøg mod tre beboere på plejecenteret - to mænd og en kvinde.

* Ifølge sigtelsen skal forholdene være begået i februar og marts forud for anholdelsen af kvinden.

* 22. november 2022: Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi rejser tiltale mod kvinden.

* Tiltalen omfatter 11 anklager mod kvinden og omfatter - ud over drab og drabsforsøg - misbrug af stilling, tyveri af medicin og besiddelse af medicin uden gyldig recept.

* Kvinden nægter ifølge sin forsvarsadvokat sig skyldig.

* 4. januar 2023: Sagen indledes ved Retten i Randers, hvor et nævningeting skal behandle sagen over 12 retsdage.

Kilder: TV2 Østjylland, Ritzau.

/ritzau/