Politi leder efter kniv i drabssag fra Virum

Nordsjællands Politi endevender torsdag skraldespande og renovationsanlæg i Virum og omegn i håb om at finde den kniv, der i fredags blev brugt til at dræbe den 41-årige Heidi Abildskov i den nordsjællandske by.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Vi har sikret indhold af skraldespande fra området og fra stationerne, som vi skal have gennemgået, siger vicepolitiinspektør Henning Svendsen, Nordsjællands Politi.

Også vejbrønde i områder, hvor drabsmanden måske har været, er blevet tømt. Ligesom politiet leder efter kniven i buskadser.

- Vi ved ikke, hvad det er for en kniv. Lige nu kigger vi efter en hvilken som helst type kniv, der måtte være smidt eller efterladt et eller andet sted, siger Henning Svendsen.

Politiet venter desuden med spænding på svaret på, om dna-spor kan bruges til at lave en dna-profil på gerningsmanden, og om dna-materialet eventuelt matcher politiets dna-register.

I første omgang forventede politiet, at svaret fra dna-undersøgelserne lå klar torsdag, men det tager længere tid end forventet.

- Jeg har fået oplyst fra Kriminalteknisk Center, at man først vil have et resultat fredag eftermiddag, siger Henning Svendsen.

Mens politiet venter på et dna-svar, arbejder efterforskerne på højtryk med at gennemgå de mange henvendelser i sagen. Siden onsdag er der kommet 40-45 af slagsen.

Da offentliggjorde politiet billeder i medierne og på Facebook af de joggingbukser og en dynejakke, som gerningsmanden havde på, da han kom, og som han efterlod i den dræbtes bil.

- Vi har hørt fra mange, der mener at have set folk med den slags beklædning. Men vi har ikke fået dét afgørende tip, siger Henning Svendsen.

Den dræbtes mand skal enten torsdag eller fredag gennemgå sin garderobe for at se, om der mangler tøj, som drabsmanden tog på, inden han forlod villaen.

- Vi er meget sikre på, at han må have tilegnet sig noget tøj fra gerningsstedet, siger Henning Svendsen.

- Finder vi ud af, hvordan det ser ud, ved vi både, hvad han havde på, da han kom til huset, og da han forlod stedet. Det vil hjælpe os ganske gevaldigt i vores gennemgang af overvågningsbilleder.

/ritzau/