Hvad vejer tungest?
Politiets mulighed for at indsamle oplysninger fra et muligt gerningssted, eller sundhedsvæsnets tavshedspligt når folk kommer til skade?
Det er essensen af den konflikt, der verserer mellem politiet og regionerne i kølvandet på, at regionerne siden maj har overtaget opgaven med at sende ambulancer i forbindelse med 112-opkald.
Indtil videre kan politiet fortsat lytte med, når en borger har ringet 112 og taler med en sygeplejerske, men det vil regionerne sætte en stopper for.
Meningen er, at politiet skal logges af samtalen, når det står klart, at opkaldet ikke gælder en politiopgave.
Men dermed risikerer politiet ifølge lederen af alarmcentralen i Aarhus, vicepolitikommissær Klaus Møller, at gå glip af livsvigtig information.
- Mennesker, der ringer 112, er ofte under pres og tænker irrationelt. De fortæller, at en person er kommet til skade, mens det måske først senere i en bisætning kommer frem, at de blev overfaldet, eller at gerningsmanden stadig er til stede og truer dem, siger han.
- Desværre har vi misset information om, at der var giftige dampe eller en gerningsmand med en kniv, fordi vi ikke måtte lytte med på sygeplejerskens samtale, siger Klaus Møller.
I Region Hovedstaden ser akutchef Freddy Lippert anderledes på sagen.
- I sundhedsvæsnet har vi tavshedspligt, siger han.
- Det er patienternes forventning og ret, at de oplysninger, de giver os, behandles fortroligt og ikke kommer til andres kendskab, uden at vi har patientens samtykke til det.
Spørgsmål: Men hvad kunne den konkrete konsekvens være af, at politiet lytter med?
- Vi frygter, at nogle undlader at ringe om sygdom og tilskadekomst, hvis de tror, at politiet lytter med. Det vil undergrave tilliden til sundhedsvæsnet, og der vil være patienter, der ikke får akut hjælp, fordi de ikke tør ringe, siger han.
Regionerne drøfter i øjeblikket sagen med Rigspolitiet og Sundhedsministeriet for at finde den bedste løsning på konflikten.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie