Politi skød mod vanvidsbilists bil i Ikast efter biljagt
Midt- og Vestjyllands Politi forsøgte to gange natten til tirsdag at stoppe en 21-årig mandlig bilist. Det lykkedes først anden gang, efter at politiet havde affyret skud mod mandens bil. Tirsdag er bilisten i et grundlovsforhør i Retten i Herning blevet varetægtsfængslet.(Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
En 21-årig mand er varetægtsfængslet efter en vild biljagt, der endte med, at politiet affyrede tre skud.
Politiet affyrede natten til tirsdag tre skud mod en bil med en mandlig bilist i Ikast efter en længere biljagt.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politis kommunikationsafdeling til Ritzau.
I et grundlovsforhør ved Retten i Herning tirsdag eftermiddag blev den 21-årige mand varetægtsfængslet frem til 12. januar.
Politiet forsøgte først at stoppe den 21-årige bilist i Tjørring, men det ønskede den unge mand ikke, og han kørte afsted. Men på vej væk fra politiet ramte han ind i siden på politibilens dør, hvor en betjent sad.
Betjenten blev klemt, men kom efter det oplyste ikke til skade. Og de samme betjente fra bilen, der var blevet ramt i siden, satte efter den unge mand.
Det resulterede i en længere eftersættelse, hvor bilisten ifølge politiet kørte 180 kilometer i timen på motorvejen og passerede flere røde lys.
I Ikast fik politiet bilen standset, men da en politibetjent gik frem mod bilisten, gassede bilisten op. Derfor affyrede politiet tre skud mod bilistens motorhjelm, og bilisten kunne bagefter anholdes.
Herning Folkeblad, der var til stede ved grundlovsforhøret, skriver, at den 21-årige er sigtet for i to tilfælde at have bragt andres liv eller førlighed i fare samt for to tilfælde af vold mod tjenestemand.
Desuden er han sigtet for narkokørsel og en stribe overtrædelser af færdselsloven.
Manden, der tidligere er dømt for hensynsløs kørsel og vold mod tjenestemand, ville ikke svare på spørgsmål i grundlovsforhøret, skriver Herning Folkeblad.
Han kærede ikke beslutningen om varetægtsfængsling til landsretten.
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie