Politiet finder maskinpistol efter skyderi i Rødovre
Politiet har fundet en gammel maskinpistol af mærket Stengun i en udbrændt bil, som muligvis kan sættes i forbindelse med et skyderi mod en villa i Rødovre søndag aften.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi.
- Vi har fundet en Stengun, og vi laver nu ballistiske undersøgelser og sammenholder maskinpistolen med de afskudte patronhylstre, som vi har fundet på gerningsstedet, siger efterforskningsleder Carsten Jansson, Københavns Vestegns Politi, til Ritzau.
Skyderiet skete ved 21-tiden søndag på Hvidsværmervej i Rødovre.
Her blev der affyret 14 skud fra et automatvåben mod en villa, hvor tre unge mænd befandt sig. Ingen blev ramt, selv om flere af kuglerne gik gennem et vindue.
Umiddelbart efter skudsalven fandt politiet en udbrændt bil nær kunstmuseet Arken i Ishøj.
Det er i vraget af denne bil, som blev meldt stjålet i Frederikssund i november sidste år, at den gamle maskinpistol er fundet.
Det står dog ikke klart, om den stjålne bil af mærket Nissan er den samme, som de ukendte gerningsmænd kørte i ved skyderiet.
- Vi har selvfølgelig en mistanke om, at bilen kan være blevet brugt ved skyderiet, men det kan vi ikke sige noget endegyldigt om endnu, siger Carsten Jansson.
Politiet mangler fortsat spor af gerningsmændene og at lægge sig fast på et motiv.
De tre unge mænd fra villaen er alle kendt af politiet, men ingen af dem har direkte tilknytning til bande- eller rockermiljøet, oplyser Carsten Jansson.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie