Retsmøde blev hundeslagsmål

Foto: Arkivfoto

Tre år gammel dyresag nærmer sig sin afslutning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Retten i Nykøbing tog i går hul på sidste del af en sag om en dyretransport fra Præstø til dyreinternatet i Flintinge i juni 2010.

I sagen står Falck og tre af korpsets ansatte anklaget for at have overtrådt dyreværnsloven.

Under transport af 23 vanrøgtede hunde døde en hund, der ligesom de andre var bundet til siderne inde i en kassevogn med liner med løbeløkker. Episoden blev siden anmeldt til politiet af Dyrenes Beskyttelse, som havde bestilt Falck til opgaven.

Politiets anklager, Henrik Holten, og Falck-folkenes forsvarer, Rasmus Kieffer-Kristensen, havde hver deres udlægning af sagen. Og deres polemik i retten mindede til tider om et hundeslagsmål.

Hundene kom fra en ejendom i Jungshoved, hvor de boede i skidt og møg sammen med deres ejer, en nu 56-årig kvinde. 10. juni 2010 skulle hun sættes ud af sit hus. 23 af hendes hunde blev overdraget til en kredsformand for Dyrenes Beskyttelse.

Til stede kom også tre Falckfolk, heraf to fra Falster, der skulle køre hundene væk. De havde hunde bure med, men ikke nok. Der var en diskussion på stedet mellem Falckfolkene og kredsformanden. Hun afviste, at hundene skulle af sted i flere omgange i de bure, som Falck havde.

Derfor bandt Falck folkene 19 af de 23 hunde fast i en af bilerne og kørte.

- Måske var det en god ide, men den faldt dårligt ud, sagde Henrik Holten.

Henrik Holten understregede, at Falck og de tre ansatte havde ansvaret for transporten til Lolland. Han krævede derfor Falckfolkene dømt.

- Men der er forskel på de tre. Den ene Falckmand kørte i forvejen og bør ikke bedømmes så strengt som de to andre, sagde anklager Henrik Holten.

Falck bør som organisation have en klækkelig bøde på mellem 50.000 og 100.00 kroner, mente anklageren.

Forsvareren afviste at lægge skyld på Falckfolkene.

- Der var ikke andet for dem at gøre. Det var en nødløsning, sagde Rasmus Kieffer-Kristensen, der ville have Falck og de tre reddere frikendt. Han kritiserede i skarpe vendinger politiets og især anklagemyndighedens behandling af sagen, der nu har varet i over tre år.

- Anklagen mod mine klienter har været formuleret meget bredt, og de har måttet leve med en påstand om fængselsstraf, sagde forsvareren.

Der falder dom i sagen 30. september.