Sandberg og vennerne bliver i arresten

Efter en lang række lukkede retsmøder fik Københavns Politi mandag forlænget varetægtsfængslingen af Brian Sandberg samt 15 af hans kammerater fra Hells Angels og støttegruppen AK81. Det fortæller politikommissær Lars-Christian Borg.

Rockerne er forlænget frem til den 11. oktober, og hverken anklagemyndigheden eller Københavns Politi ønsker at udtale sig yderligere om sagen efter dagens retsmøder.

De 16 rockere med Brian Sandberg i spidsen er på kryds og tværs sigtet for samlet set fem drabsforsøg og for at stå bag et våbenlager i kælderen under nogle ungdomsboliger i Gentofte.

Det endelige anklageskrift i sagen ligger klar i næste uge, og sagen kommer for retten til marts. Der er afsat hele 60 retsdage ved Retten i Glostrup, og dommene ventes først om et år.

/ritzau/

Københavns Politi fik forlænget varetægtsfængslingen af Brian Sandberg samt 15 kammerater fra Hells Angels og støttegruppen AK81. Dommen ventes først om et år.

Offentliggjort Sidst opdateret