Sanjay Shah sendte en halv milliard fra udbytteskat videre til hjælper

Erfaren britisk skatterådgiver er blevet sagsøgt af Danmark ved en domstol i Dubai, skriver DR Nyheder.

Offentliggjort Sidst opdateret

En del af det milliardbeløb, som den britiske finansmand Sanjay Shah trak ud af den danske statskasse, blev sendt videre til en rådgiver.

Det hævder de danske myndigheder i en retssag, der skal afgøres i Dubai, skriver DR Nyheder torsdag.

Kravet om cirka 540 millioner kroner er blevet rejst mod selskabet Arig Risk Management, som var ejet af Christopher Chipperton.

Han betegnes af DR som en meget erfaren skatteekspert, der efter adskillige års arbejde hos de britiske myndigheder, gik solo og blev rådgiver. Blandt kunderne var altså også Shah.

I den civile retssag hævder de danske myndigheder, at Sanjay Shah sendte det store beløb fra sit selskab Elysium Global til Arig Risk Management, efter at der i Danmark i 2015 blev slået alarm om uretmæssig udbetaling af refusion af udbytteskat.

"Det er Skattestyrelsens opfattelse, at Christopher Chipperton og Arig har bistået Sanjay Shah med at distribuere midler, der kan tilbageføres til de oprindelige udbetalinger fra SKAT", skriver styrelsen til DR.

Det danske skattevæsen mener sig plyndret for i alt 12,7 milliarder kroner.

I en straffesag i Retten i Glostrup beskyldes Sanjay Shah for at have bedraget skattevæsenet for mere end ni milliarder kroner, ligesom han er tiltalt for at have forsøgt at score yderligere en halv milliard kroner.

Han nægter sig skyldig og påstår, at han blot har udnyttet et hul i den danske lovgivning.

Anklagemyndigheden kræver ham straffet med fængsel i 12 år, hvilket vil være den hårdest mulige sanktion ifølge straffeloven. Retten afsiger dom 12. december.

Flere steder i verden fører Danmark samtidig civile retssager i et forsøg på at skrabe pengene ind igen.

/ritzau/