Svenske teenagere tiltalt for planer om lejemord i Danmark
En 16-årig dreng skulle angiveligt rejse til Danmark for at dræbe. Prisen var 150.000 svenske kroner.
Anklagemyndigheden i Sverige oplyser, at den har rejst tiltale mod to drenge i sag om et planlagt lejemord på en uidentificeret person i Danmark.
Også en 14-årig pige vil blive retsforfulgt i sagen med henblik på at fastlægge hendes skyld. På grund af hendes alder kan en egentlig straf dog ikke komme på tale.
Den hovedtiltalte 16-årige blev anholdt på hovedbanegården i Stockholm 8. juli. Herfra skulle han med toget til Malmø.
- Efterforskningen viser, at den 16-årige gennem appen Signal fik instruktioner om at slå en for os ukendt person i Danmark ihjel, siger anklager Helena Westöö i en pressemeddelelse.
- Jeg mener, at han skulle med toget til Malmø og derfra rejse videre til København for at udføre drabet. For opgaven ville han modtage 150.000 kroner (svenske kroner, red.), siger Helena Westöö.
Drengen er desuden anklaget for at have forsøgt at få andre til også at rejse til Danmark for mod betaling at udføre skyderier.
Den anden 16-årige dreng blev anholdt samme dag som den hovedtiltalte, altså 8. juli. Ifølge anklagemyndigheden viser efterforskningen, at han har købt togbilletten til den hovedtiltalte.
Ud over de to drenge er en 14-årig pige mistænkt i sagen. Lige som i Danmark kan personer under 15 år ikke straffes i Sverige. Men de kan i særlige tilfælde retsforfølges med henblik på at bevise deres skyld i en given sag.
En sådan bevisvurdering sker med henblik på iværksættelse af eventuelle sociale indsatser.
- Hun har ifølge tiltalen sendt penge til den hovedtiltalte 16-årige og havde til hensigt selv at rejse ned til Malmø sammen med ham, siger Helena Westöö.
- Formålet var derefter at rejse videre til København, hvor gerningen skulle udføres. Hendes rejse den 8. juli blev ikke til noget, så hun rejste ned to dage senere og blev anholdt i Malmø, så hun ikke kunne tage over til Danmark, siger Helena Westöö.
/ritzau/
Seneste artikler
Fede overskud og millionløn. Hvor er moralen?
Nu kan du stemme i alle kategorier
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro