Terrortiltalt: Folk dør - folk bliver skudt
26-årig terrortiltalt bliver torsdag afhørt i terrorsag om synagogedrab. Fire mænd er tiltalt i sagen.
Tre terrortiltalte mænd sad på netcaféen Powerplay på Nørrebro og læste om angrebet på kulturhuset Krudttønden den 14. februar sidste år. Det fortæller en af de tiltalte, 26-årige BH, torsdag i Københavns Byret.
Han er sammen med tre andre tiltalt for medvirken til terror ved at have tilskyndet Omar el-Hussein til at angribe synagogen i Krystalgade. Ved angrebet blev 37-årige Dan Uzan dræbt, og to politifolk blev såret. Alle nægter sig skyldige i terroranklagen.
Det er dag fem i retssagen mod de fire. Som de øvrige dage går meget af bevisførelsen med afspilning af overvågningsvideo. Video fra Powerplay optaget omtrent en time efter angrebet på Krudttønden, viser tre af de tiltalte sidde på stedet omkring en computer.
Digitale spor viser, at netop den computer på netop det tidspunkt tilgik flere nyhedshjemmesider. Og på det tidspunkt bugnede siderne af nyheder om og billeder af angrebet mod Krudttønden.
- Det er ikke vigtigt for os. Folk dør. Folk bliver skudt. Det er sket før. Skal jeg græde eller hvad, lyder det fra BH i retten.
Hans ord er en reaktion på anklager Sidsel Klixbülls spørgsmål. Hun vil vide, hvad de tre talte om foran computeren. Hun spørger også ind til, hvorfor de griner, hvis de læser om angrebet på kulturhuset.
- Vi tænker, at det er voldsomt, det der er sket, og at han er sindssyg, ham, der har gjort det, fortæller BH.
BH er den næstældste af de fire tiltalte. Han er opvokset på Nørrebro i København og har været medlem af banden Brothas. Han er tidligere dømt, blandt andet for besiddelse af skydevåben.
BH og de andre tiltalte er venner. Og inden de blev anholdt i sagen var de sammen næsten dagligt. BH fortæller desuden, at han også udmærket kendte Omar el-Hussein.
- Han var en, jeg hilste på, men ikke en, jeg var sammen med, fortæller BH.
Afhøringen af BH vil efter planen vare to dage. Efter torsdagens retsmøde bliver der dog en længere pause i retssagen. Den fortsætter først midt i april. Afslutningen på sagen har endnu længere udsigter. Der ventes først dom mod slutningen af september.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie