Tiltalt chef i sag om brændstof til Syrien holdt afstand til handler

Et russisk fly fotograferet på en base i Syrien. I en straffesag i Odense er to danske selskaber tiltalt for at have solgt store mængder jetbrændstof, som endte i Syrien i strid med et EU-forbud. Brændstoffet gjorde det muligt for de russiske fly at foretage mange bombardementer. (Arkivfoto) Foto: Maxime Popov/Ritzau Scanpix

Chefen i Bunker Holding greb ikke ind, da han fik mail fra underordnet rådgiver efter advarsel fra myndighed.

Offentliggjort Sidst opdateret

De konkrete handler holdes ud i strakt arm. Og så er der fuld tillid til medarbejderne.

Det er et par af hovedlinjerne i den ledelse, som den administrerende direktør i et selskab med en omsætning på ni milliarder kroner efter eget udsagn står for.

Forklaringen fra den administrerende direktør i Bunker Holding falder tirsdag formiddag i et retslokale i Odense.

Keld Rosenbæk Demant risikerer fængsel. Altså hvis han findes skyldig i at være ansvarlig for, at der blev leveret store mængder flybrændstof, som endte i Syrien i lodret strid med et forbud fra EU.

Brændstoffet blev tilsyneladende brugt af russiske bombefly i deres togter i borgerkrigen.

Det var Bunker Holdings datterselskab, Dan-Bunkering, som indgik de konkrete handler med to russiske selskaber. Brændstoffet blev leveret til tankskibe i den østlige del af Middelhavet.

Afhøringen tirsdag drejer sig især om, hvordan de to selskaber optrådte, da Erhvervsstyrelsen lillejuleaften 2016 kom med en advarsel. Sanktionerne blev muligvis overtrådt, lød det fra styrelsen, som bad om en forklaring.

Det var efter dette tidspunkt - fra februar det følgende år - at Keld Demant ifølge påstanden i anklageskriftet begyndte at overtræde straffeloven.

Men den 55-årige tiltalte stolede på sine folk, fremgår det.

- Tillid kan ikke gradbøjes, og jeg har 100 procent tillid til de mennesker, der arbejder med sagen, siger han om resultatet af en intern undersøgelse. Her var konklusionen, at man ikke havde gjort noget galt.

- Sagen blev grundigt undersøgt, og der var brugt rigtig megen energi på at finde ud af, hvad der var op og ned, forklarer Keld Demant.

Men i en mail 6. februar fra en juridisk rådgiver fik han besked om, at det trak op til en ny handel.

Rådgiveren skrev blandt andet: "Vi er nu blevet gjort opmærksom på, at produktet med overvejende sandsynlighed ender i Syrien. Hvad er jeres take på det?" Selv foreslog rådgiveren, at problemet blev klaret med en klausul.

Keld Demant spørges tirsdag, hvorfor han ikke sagde stop, da han modtog mailen.

- Jeg har aldrig blandet mig i den enkelte handel i det enkelte kundeforhold, men jeg udstikker klare overordnede regler for, hvordan virksomheden skal drives, svarer han.

Og rammerne er, at love og regler skal overholdes, understreger han flere gange.

Også under en afhøring sidste år hos Bagmandspolitiet blev chefen spurgt om sin reaktion, altså sit take, på mailen.

- Jeg er meget overbevist om, at mit take ville være "lad være med det, lad vær med at lave flere handler", sagde han dengang.