To børn så mor blive dræbt med kniv i Nuuk

Kredsret har afsagt dom i sag fra sidste sommer. 36-årig kvinde mistede livet. Den dømte har modtaget dommen.

Offentliggjort Sidst opdateret

En mand er blevet idømt otte års anbringelse i anstalt efter drabet på sin kvindelige kæreste sidste sommer i Nuuk.

Det oplyser anklagemyndigheden ved Grønlands Politi på det sociale medie X torsdag.

Dommen over den 28-årige mand er blevet afsagt onsdag af Semersooq Kredsret.

Da han overfaldt kvinden med en køkkenkniv, befandt fire børn sig i huset. Tre af dem var den nu afdøde kvindes børn.

To af børnene overværede forbrydelsen, oplyser anklagemyndigheden om sagen. Offeret blev 36 år.

I en pressemeddelelse oplyser politiet, at det var i forbindelse med et skænderi om aftenen 31. maj, at manden angreb kvinden.

Heri konstaterer anklager Signe Suhr, at der er tale om en meget tragisk sag.

- En sag uden vindere, men kun tabere, fordi tre børn har mistet deres mor og ovenikøbet overværet og hørt drabet, siger hun.

Den 28-årige er far til de to yngste af børnene. Han er tidligere blevet dømt for vold, også imod den 36-årige kvinde.

Dommen er hårdere end normalt. Udgangspunktet i sager om drab er i Grønland anbringelse i anstalt i syv år.

Fængsel er ikke en betegnelse, som indgår i den grønlandske kriminallov. Her står heller ikke ord om strafferammer og straf.

I stedet skal retten vælge den foranstaltning, der er bedst egnet til at få den kriminelle til at afholde sig fra at begå nye lovovertrædelser. Det oplyser Kriminalforsorgen på sin hjemmeside.

Retterne kan gøre brug af advarsel, bøde, betinget anstaltsanbringelse, anstaltsanbringelse og forvaring på ubestemt tid.

At det i denne sag er blevet til otte år, skyldes mandens fortid, og at børnene var til stede, oplyser Grønlands Politi. Han har ikke anket dommen.

I dag er den maksimale længde af en tidsbestemt anbringelse ti år. Grænsen vil snart blive forhøjet dramatisk. Efter ønske fra Naalakkersuisut har Justitsministeriet i december udsendt et udkast til et lovforslag om et nyt loft på 16 år.

Det vil give domstolene mulighed for at differentiere mere i de alvorligste sager. Men hensigten er ikke nogen generel forhøjelse af niveauet, fremgår det.

/ritzau/