To mænd hårdt såret af skud i Køge

To mænd på 20 og 22 år er indlagt på sygehus i kritisk tilstand, efter at der blev skudt på dem i Køge natten til lørdag.

De to mænd kørte i en sort VW Passat stationcar, da flere personer skød på dem. Begge mænd, der er fra Køge og Tureby, blev ramt af flere projektiler.

Det skete ved 03.40-tiden ud for Ørum-Hansens Vej i Køge.

De to mænd er i forvejen kendt af politiet i forbindelse med andre kriminelle sager. Politiet formoder, at nattens skyderi er et personligt opgør.

Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser vidner, der har været i området ved Ringstedvej ud for Ørum-Hansens Vej omkring klokken 03.40, og som kan have bemærket biler eller andre ting, som kan have med skyderiet at gøre.

/ritzau/

To mænd er i kritisk tilstand, efter at der blev skudt på dem i en bil i Køge. Begge er ramt af flere skud.

Offentliggjort Sidst opdateret