To personer fundet døde ved ungecenter i Fredericia
Politiet fik torsdag formiddag en anmeldelse om to døde i Fredericia. Det er uvist, hvad de er døde af.
To personer er torsdag fundet døde i Fredericia.
Ifølge Fredericia Dagblad og TVSyd er der afspærret på en adresse på Jupitervej, hvor der ligger et støttecenter for unge.
Der er ifølge de lokale medier tale om Nova Støttecenter i Fredericia, som er et specialiseret tilbud til unge mennesker med autisme samt for unge udviklingshæmmede.
Ifølge Fredericia Dagblads oplysninger var de to personer beboere på Nova Støttecenter.
Sydøstjyllands Politis kriminalteknikere har torsdag foretaget undersøgelser på stedet, da det ikke står klart, hvordan de to personer er døde.
Når det ikke står klart, hvad en person er død af, efterforsker politiet det, som om det var et drab. Det skal sikre, at eventuelle spor ikke går tabt.
Kort før klokken 18 torsdag oplyser Sydøstjyllands Politi på X, at politiet er færdige med undersøgelserne på stedet i Fredericia.
- Der er ikke umiddelbart noget mistænkeligt ved dødsfaldene, men efterforskningen er ikke endeligt afsluttet, skriver Sydøstjyllands Politi på X.
Politikredsen fik torsdag klokken 10.02 anmeldelsen om de to døde personer på en adresse på Jupitervej.
De nærmeste pårørende er blevet underrettet om dødsfaldene.
Ifølge en socialchef i Fredericia Kommune er der ikke umiddelbart tale om et overfald:
- Som jeg forstår det, er der ikke tale om, at der er nogen, der har overfaldet andre, siger Henriette Korf Graversen, chef for Social og Arbejdsmarked i Fredericia Kommune, til Fredericia Dagblad.
Fredericia Kommune har ifølge lokalmediet tilkaldt Falck Healthcare for at tilbyde krisehjælp til både medarbejdere og beboere.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie