To politimænd er tiltalt for falsk rapport i narkosag
Selvom to betjente løj i en politirapport, så mener deres advokater ikke, at de skal dømmes i retten.
To københavnske politimænd med flere års erfaring skal fredag i retten for at have misbrugt deres stillinger som polititjenestemænd, da de i 2013 forfalskede en rapport for at dække over en meddeler.
Den ene af de to betjentes forsvarer mener ikke, at sagen nogensinde burde være rejst.
- Jeg forsøger normalt at udtale mig forsigtigt i relation til tiltaler, men vil i den konkrete sag godt give udtryk for, at tiltalen både er urimelig og uforståelig, siger forsvarsadvokat Anders Nemeth.
Forsvareren for den anden betjent mener, at sagen burde være ordnet med en disciplinær straf.
- I virkeligheden handler dette om, hvad der er groft nok til, at man skal straffes efter straffeloven, og hvad der kun bør straffes disciplinært, siger forsvarer Stine Gry Johannessen.
- Denne rapport, som ikke har et fuldt korrekt indhold, er skrevet for at beskytte en meddeler, som ellers ville komme i klemme, for det kommer han, og det vil vidnerne også forklare i retten. Så det er et spørgsmål om at beskytte en kilde mod repressalier.
Betjentenes historie blev opfundet i forbindelse med en narkosag i Glostrup i slutningen af 2013, hvor der i en BMW på en parkeringsplads blev fundet to kilo amfetamin.
Oplysningen til Københavns Vestegns Politi om narkoen kom fra de tiltalte betjente.
I en rapport skrev de bagefter, at de under patrulje på Vesterbro havde skygget "en afrikansk mand", som havde opført sig mistænkeligt.
Afrikaneren blev skygget til Glostrup, hvor betjentene opdagede bilen, som de tidligere havde fået et tip om.
Alt dette var løgn. I virkeligheden havde betjentene fået tippet om narkoen i bilen fra en kilde i det kriminelle miljø.
Denne mand har angiveligt flere gange fået penge af politiet for at fortælle om andres kriminalitet.
Da efterforskere i Københavns Vestegns Politi begyndte at grave i sagen om narkoen i bilen, blev de opmærksomme på manden.
Da han blev sigtet for de to kilo amfetamin i bilen, vinkede han dog afværgende - og fortalte om sit hemmelige samarbejde med de københavnske betjente.
Begge betjente nægter sig skyldige. Sagen behandles af Retten i Glostrup.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie