Tre mænd er bragt til hospitalet efter skudepisode i Ishøj
Politiet ses her undersøge området ved Jægerbuen i Ishøj, hvor tre mænd fredag aften blev skudt. Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix
Fredag aften blev der skudt i Ishøj. Tre unge mænd blev ramt. De blev anholdt, men er alle løsladt igen.
Tre unge mænd er blevet bragt til hospitalet, efter at de blev ramt af skud under en skudepisode i Ishøj på den københavnske vestegn.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi på det sociale medie X, som før var kendt som Twitter.
Medier berettede allerede fredag aften om den tætte polititilstedeværelse. Hos Ekstra Bladet fik man bekræftet, at der var tale om et "muligt skyderi".
Det var rigtigt, kan politiet tidligt lørdag morgen fortælle.
- Vi var fredag aften talstærkt til stede i Ishøj i forbindelse med en episode, hvor tre mænd blev ramt af skud.
- Alle tre blev bragt til hospitalet og er uden for livsfare, skriver politiet.
Billeder viste i kølvandet på skyderiet, at der var retsteknikere til stede for at undersøge sagen.
De tre skudsårede mænd har været anholdt, men er alle blevet løsladt igen, oplyser Københavns Vestegns Politi lørdag formiddag.
- De tekniske undersøgelser er afsluttet og skal nu gennemgås, hvorfor vi p.t. ikke har yderligere bemærkninger til sagen, lyder det i et opslag fra politiet på X.
Politiet oplyser ikke nogen detaljer om de tre mænd. Det står derfor ikke klart, præcist hvor gamle de er. Politiet oplyser heller ikke, om de forurettede i forvejen var kendte af politiet, eller om der er tale om et opgør i bandemiljøet.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie