Tredje mand er fængslet for dødsbrand i villa
En 18-årig mand er onsdag ved Retten i Glostrup blevet varetægtsfængslet i forbindelse med en eksplosionsbrand i en villa i Brøndby. I alt er tre mænd varetægtsfængslet i sagen.
Eksplosionsbranden jævnede natten til søndag villaen med jorden, og i ruinerne blev der fundet et lig. Det drejer sig om en 45-årig mand fra Herlev, der var den 18-åriges samlever.
Den 18-årige nægtede i grundlovsforhøret, at han havde været med til at planlægge branden, oplyser senioranklager Steen Ulriksen.
- Han erkender ikke umiddelbart. Han forklarede, at han var blevet presset til at stå vagt, siger senioranklageren.
Angiveligt skulle samleveren have været i besiddelse af nogle kompromitterende billeder af den 18-årige, som han truede med at offentliggøre.
Tirsdag blev villaens 34-årige ejer og hans 22-årig samlever fremstillet. Her forklarede villaejeren, at de fire mænd havde aftalt at brænde villaen ned og dele forsikringspengene.
Villaejeren og hans samlever skulle sørge for at være på besøg et andet sted med deres hund, mens den 18-årige og hans samlever satte ild til huset.
Branden udviklede sig dog hurtigere, end de havde regnet med, og den 45-årig blev fanget i flammerne.
Mandag blev villaejeren og hans samlever anholdt, og den 18-årige blev efterlyst. Han var blevet set løbe fra det brændende hus, og han har fået brandsår på armene og i ansigtet.
Ifølge sin egen forklaring stod han bare vagt, mens den 45-årig satte ild til huset. Han blev anholdt tirsdag middag på Rigshospitalet, hvor han var blevet behandlet for sine sår.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie