Ung syrer i terrorsag om tændstikker skal udspørges i Tyskland
Blandt andre flygtninge i en lejr i Sverige var en syrisk mand kendt for hele tiden at ville tale om Islamisk Stat. Derfor begyndte andre at undgå ham, har en beboer fortalt politiet. Manden er nu tiltalt i Københavns Byret for at ville planlægge et blodigt angreb på tilfældige i København med knive og hjemmelavede bomber. (Arkivfoto) Foto: -/Ritzau Scanpix
Scanpix/Arkiv
Video af afhøring i Tyskland skal vises for nævninger og dommere i Københavns Byret i sag om bomber og knive.
En ung syrisk flygtning ønsker ikke at komme til København for at vidne i en sag mod en landsmand om fremstilling af bomber med blandt andet 17.460 tændstikker.
Den oprindelige plan var, at den 21-årige Dieab Khadigah, der afsoner en dom i Tyskland, skulle hentes til Danmark og afhøres over to dage i en nævningesag.
I stedet vil anklageren og forsvareren nu rejse til Tyskland for i en tysk retssal at stille spørgsmål til den 21-årige, oplyser retsformand Henriette Sartvin i Københavns Byret mandag.
Afhøringen filmes på video, og optagelsen vil senere blive vist for nævninger og dommere i byretten.
Dieab Khadigah er et vigtigt vidne i sagen mod en 31-årig syrisk mand, der var flygtning i Sverige, og som nu er tiltalt ved Københavns Byret.
Khadigah blev i november 2016 stoppet i Rødbyhavn, da han fra Tyskland forsøgte at rejse ind i Danmark med 17.460 tændstikker, fyrværkeri og andre effekter i sin rygsæk.
Tingene skulle bruges til fremstilling af bomber, og planen var, at den unge sammen med en anden person skulle dræbe og lemlæste tilfældige med hjemmelavede bomber og knive i København. Khadigah er ved retten i sydtyske Ravensburg dømt for forsøg på terror.
I Københavns Byret nægter den 31-årige landsmand imidlertid, at han stod i ledtog med den yngre.
Han boede i Sverige som flygtning, men han har erkendt, at han var i København netop den 19. november, da den yngre forsøgte at nå frem med rygsækken proppet med ting til fremstilling af bomber.
Det var imidlertid en fejltagelse, at han havnede i den danske hovedstad, har han fortalt. Det skete, fordi han to gange steg på tog i den forkerte retning. Han anede ikke, at han befandt sig i København, hævder han.
- Det er naturligt, at man ikke ved, hvor man er henne, når man er faret vild, siger han mandag.
Omkring den vigtige dato var der ganske korte opkald mellem de to mænds telefoner. Den 31-årige har dog afvist, at han kender den yngre.
I Ravensburg fastslog retten, at den yngre havde været udsat for en massiv radikalisering. Retten lagde vægt på, at han havde erklæret sig parat til at dræbe for Islamisk Stat, og retten mente, at der skulle sprænges flere bomber.
Byretten ventes midt i marts at afsige dom.
Seneste artikler
Fede overskud og millionløn. Hvor er moralen?
Nu kan du stemme i alle kategorier
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro