Uskyldige menneskers fingeraftryk og dna-profiler skal fremover slettes af politiets registre efter ti år. Det fremgår af en redegørelse fra Justitsministeriet, der dermed gør op med traditionen om, at folk - skyldige som uskyldige - først bliver slettet af registret, når de fylder 80 år.
Justitsministeriet lægger desuden op til, at reglerne skal virke med tilbagevirkende kraft, så alle dem, der uskyldigt har stået opført i registret i mere end ti år, skal slettes med det samme.
Forslaget omfatter alle de danskere, der tidligere har været sigtet i en straffesag, men hvor de enten blev kendt uskyldige i retten eller hvor politiet og anklagemyndigheden selv opgav sagen mod dem.
Det sker efter, at Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg sidste år slog fast, at en 11-årig dreng fra Storbritannien fik sit privatliv krænket, fordi han ikke blev slettet af et kriminalregister, selvom han ikke var dømt for noget.
Hos Institut for Menneskerettigheder er man forbeholdent tilfreds med justitsministeriets forslag, der nu skal i høring hos blandt andet politi og domstole, inden Folketinget skal tage stilling til det.
- Det er godt, men om det også er godt nok, kan jo diskuteres. Danmark ligger stadig i den høje ende, selvom det her forslag bliver til virkelighed, siger jurist i Institut for Menneskerettigheder Christoffer Badse. Han påpeger, at politiet i eksempelvis Finland blot gemmer fingeraftryk og dna-profiler i et enkelt år.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie