Væltede træer giver aflyste tog på Sjælland
Tung sne har revet en køreledning ned ved Viby Sjælland, som det vil tage det meste af søndagen at reparere.
På togstrækningen mellem Borup og Viby Sjælland er nogle træer bukket under for vægten af den sne, der er faldet på Sjælland i nat. I faldet har de taget en af togenes køreledninger med sig.
Mens Banedanmark arbejder på at reparere ledningen, kan der kun køres på ét spor på strækningen, og der kan kun køres med dieseltog.
- Vi er i fuld gang med at reparere ledningen og få den hængt op igen. Men det er desværre en lidt stor køreledning, så det vil tage en stor del af dagen (søndag, red.) at få den op igen, siger trafikdirektør Peter Svendsen, Banedanmark.
Problemerne på Midtsjælland kommer til at betyde forsinkelser for den nationale togtrafik mellem København og resten af Danmark, oplyser Tony Bispeskov, der er informationschef hos DSB.
For at lette trafikken på det ene spor, der er tilgængeligt mellem Viby Sjælland og Borup, vil nogle regionaltog være aflyst søndag.
Natten til søndag blev et tog fanget mellem den nedfaldne køreledning og nogle træer, og cirka 100 af DSB's kunder har derfor tilbragt seks timer i toget mellem stationerne i Borup og Viby Sjælland.
- Toget kunne hverken komme frem eller tilbage. Der har ikke været fare på færde, men vi har måttet vente på, at Banedanmark kunne arbejde sig ind til toget. Det tog seks timer, siger Tony Bispeskov.
- De meldinger, jeg har fået fra toget, er, at kunderne har taget det fint, siger han.
Ifølge Banedanmark har problemer med væltede træer også ramt den sjællandske bane Lille Syd mellem Roskilde, Køge og Næstved. Her har morgentrafikken været indstillet og kunne først genoptages klokken 10, oplyser Peter Svendsen.
Også S-togene har været generet af den tunge sne. Derfor kører alle linjer søndag med 20-minutters drift, bortset fra linje B, der kun kører hver halve time.
Linje B kan ikke køre mellem Hareskov og Farum. Her arbejder DSB på at få indsat togbusser, oplyser Peter Svendsen.
DSB opfordrer alle kunder til at konsultere rejseplanen enten på internettet eller på telefonen.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie