Vola-ejere skal af med 150 millioner til stifters fond
Familiefonden efter Vola-stifter Verner Overgaard har krav på 150 millioner kroner, afgør Vestre Landsret.
En bitter strid om millioner og atter millioner er fredag faldet ud til familiefonden efter Vola-stifter Verner Overgaards fordel.
Fonden har ifølge Vestre Landsret krav på 150 millioner kroner og dertilhørende procesrenter siden januar 2012. Årsagen er, at en stor portion aktier blev solgt i strid med reglerne tilbage i 2000.
Køberne af de mange aktier var Verner Overgaards to sønner, men de sad også i fondens bestyrelse i tiden omkring salget.
Derfor er aktiesalget ugyldigt, mener Vestre Landsret. Samtidig blev aktionerne solgt til en alt for lav pris, lyder det i dommen.
- Ved dommen bliver de sagsøgte tidligere bestyrelsesmedlemmer i fonden og de holdingselskaber, der ejer Volakoncernen, dømt til at betale 150 millioner kroner med procesrente fra den 13. januar 2012 til familiefonden, skriver retten på sin hjemmeside.
- Landsretten lægger til grund, at efterkommerne som bestyrelsesmedlemmer i fonden ikke kunne deltage i salget af aktierne til deres egne holdingselskaber, og at de gennemførte aktieoverdragelsesaftaler derfor er ugyldige.
Det er en række selskaber bag Vola, som er blevet dømt i sagen. Selve virksomheden Vola A/S er blevet frifundet.
Vola, der har sit hovedsæde i Horsens, producerer armaturer og er især kendt for sine Arne Jacobsen-designede vandhaner.
Verner Overgaard grundlagde Vola. Siden stiftede han Verner Overgaards Familiefond.
I begyndelsen rådede fonden over en portion aktier i virksomheden.
Men det blev der altså pillet ved i 2000, da sønnerne Carsten og Poul Verner Overgaard sammen med tidligere topfolk i Vola, fik ændret i fondens vedtægter og gennemførte aktiesalget, mens de sad i fondens bestyrelse.
Carsten og Poul Verner Overgaards selskaber ejer i dag Vola.
Verner Overgaards Familiefond har som konsekvens af salget i 2000 ikke længere aktier i Vola, men uddeler legater til efterkommere af stifteren.
Derfor var det vigtigt for flere i familien - heriblandt Verner Overgaards to døtre og ene barnebarn - at få rettens ord for, hvorvidt fonden blev snydt, da aktierne blev solgt.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie