Guldborgsund

Dronningen Margrethe har desværre meldt afbud til brofesten på lørdag, men der bliver royal deltagelse alligevel. Arkivfoto: Ingrid Riis

Dronningen aflyser brobesøg - her er afløseren

Dronning Margrethe er ikke frisk nok til at deltage i fejringen af Dronning Margrethe II's Bro på lørdag. Kongehuset sender prominent stedfortræder.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er sket en markant ændring i programmet til den store fejring af Dronning Margrethe II's Bro mellem Falster og Masndø på lørdag.

Dronning Margrethe er nemlig ikke blevet frisk nok til selv at deltage, oplyser Kongehuset.

Men der bliver stadig royal deltagelse. Kronprins Christian deltager nemlig i stedet.

Det bliver så vidt vides kronprinsens første officielle opgave på Lolland-Falster.

- Dronning Margrethe har det fortsat godt og befinder sig vel på Fredensborg Slot efter at være blevet udskrevet fra Rigshospitalet fredag den 29. maj. 

- Hendes Majestæt skal dog, som tidligere meldt ud, bruge den kommende tid på at restituere efter først at have fået foretaget en ballonudvidelse og kort efter et mindre indgreb for at afhjælpe en blodansamling i hoften efter et fald, skriver Kongehuset på dets  hjemmeside.

Kongehuset tilføjer:

-  Som følge heraf deltager dronning Margrethe ikke i den planlagte tilstedeværelse ved fejringen af Dronning Margrethe II’s Bro lørdag den 6. juni 2026. Kronprinsen vil i stedet deltage i fejringen.

Dronning Margrethe blev 29. maj udskrevet efter fem døgns indlæggelse på Rigshospitalet.

Her blev hun indlagt, efter at en CT-scanning havde vist en større blodansamling i hofteregionen. Blodansamlingen skyldtes et tidligere fald.

Hun var også indlagt fra 14. maj til 19. maj på grund af hjertekrampe. I den forbindelse fik hun foretaget en ballonudvidelse af hjertets kranspulsåre.

Sådan så det ud, da de første fik lov til at køre over den nye bro ved åbningen den 23. marts: