Blå blink

Arkivfoto: Anders Knudsen

Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet

Politi og redningsberedskab deltog tirsdag både til lands, til vands og i luften ved Dronning Margrethe II's Bro. En mand er fundet livløs i vandet.

Offentliggjort Sidst opdateret

En livløs mand er klokken 12.39 fundet i havet ved Storstrømsbroen, efter politi og redningsmandsskab tidligere på dagen igangsatte en eftersøgning.

De pårørende er underrettet.

Manden blev fundet af Forsvarets redningshelikopter og bjærget i land klokken 12.47. Det oplyser vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Benjamin Voss.

Politi og redningsmandskab rykkede tidligere tirsdag ud med både en redningshelikopter, redningsbåd samt en politipatrulje i og ved Storstrømmen mellem Falster og Masnedø for at finde manden.

Det skete, fordi der blev fundet genstande omkring midten af den nye Storstrømsbro, Dronning Margrethe II's Bro, som gav anledning til at frygte, at en person var sprunget ud fra broen.

Det oplyste vagtchef Benjamin Voss tirsdag kort efter middag.

Han fortalte da, at man formoder, at hændelsen er sket i de sene morgentimer, men der er tilsyneladende ikke nogen, der har set det ske. Derfor er der indtil videre tale om en formodning fra politiets side.

Det er ikke mere end en uges tid siden, at politi og redningsmandskab blev kaldt ud til en lignende hændelse ved Farøbroerne.

Her er der hjælp at hente, hvis du går med selvmordstanker

Hvis du er i krise eller har selvmordstanker, er det vigtigt, du taler med nogen.

  • Kontakt din egen læge inden for lægens åbningstid eller ring til lægevagten:

    • Region Hovedstaden: 1813

    • Region Sjælland: 1818

    • Region Midtjylland: 7011 3131

    • Region Nordjylland: 7015 0300

    • Region Syddanmark: 7011 0707

  • Henvend dig på en psykiatrisk akutmodtagelse, hvis du er i psykisk krise og har brug for hurtig hjælp.

  • Kontakt Livslinien på 70 201 201 eller chat med en rådgiver på livslinien.dk

  • På www.selvmordsforebyggelse.dk kan du, dine pårørende og fagpersoner finde viden og gode råd.

Du skal altid ringe 112, hvis situationen er livstruende.

Kilde: Sundhedsstyrelsen