Lolland

Slut med sure pligter: Ny bevægelse skal gøre frivilligt arbejde sjovt

Nyt projekt har fået støtte fra Spar Nord Fonden og skal løbe over to år.

Oliver Addison (til venstre), Bastian Heiberg Andersen og Anes Halilović fra Nakskov 49ers vil styrke foreningslivet, så flere bliver frivillige. Foto: Anna C. Møhl
Offentliggjort Sidst opdateret

Anes Halilović, Oliver Addison og Bastian Heiberg Andersen har en plan. De tre er henholdsvis formand, bestyrelsesmedlem og sportschef i basketklubben Nakskov 49ers, og de er i gang med at samle 150 foreninger og klubber i et fællesskab.

Typiske opgaver for frivillige

  • Kørsel til kampe
  • Hjælp til ekstern kommunikation 
  • Sidde ved dommerbord til hjemmekampe.
  • Hjælpe til med juleafslutning m.m.
  • Ansvarlig for afvikling af dommer- og trænerkurser.
  • Sponsorsøgninger.
  • Skrive på sociale medier.

De oplever nemlig, at mange unge ikke har lyst til at gå helhjertet ind i foreningslivet med de opgaver og pligter, der kan følge med.

- Unge vil gerne afprøve alt muligt, men vil ikke tilknyttes et fast sted, hvor de skal betale kontingent. De vil hellere komme og gå, siger Anes Halilović, der er træner i Nakskov 49ers.

Studietur

I juli tager de tre ildsjæle på studietur til Bosnien, hvor det er lykkedes at finde en metode, hvor foreninger på kryds og tværs hjælper hinanden i stedet for at bekrige hinanden. For det er netop det, trekløverets plan går ud på. At samle foreninger og klubber i Frivilligfællesskab Lolland. Meningen med det hele er at skabe et stærkere fællesskab på tværs af foreningerne.

- Danmark går i stå, hvis ikke der er frivillige, som yder noget til fællesskabet, siger Anes Halilović.

Han oplever, at mange synes, der følger for mange pligter med, når man melder sig ind i en idrætsforening. De tre initiativtagere har alle baggrund i foreningslivet og ved, hvor vigtigt det er at engagere og motivere især unge til at tage del i det lokale fællesskab.

- Vi vil gøre det sjovt og nemmere at være frivillig, siger Anes Halilović.

Med det mener han, at  frivilligheden på Lolland har et kæmpe potentiale. 

- Mange vil gerne hjælpe, men de ved ikke altid hvor, hvordan eller hvem de skal række ud til. Det her projekt handler om at bygge bro, synliggøre mulighederne og give plads til nye fællesskaber, siger Oliver Addison, der er en del af styregruppen.

Fællesskab med mening

- Vi tror på, at forandring starter med os selv. Vi har ikke ventet på, at nogen andre tog initiativ - vi gør det selv. Det er vigtigt at vise, at unge ikke kun er fremtidens frivillige - vi er også nutidens, siger Bastian Heiberg Andersen.

Med Frivilligfællesskab Lolland ønsker initiativtagerne at skabe en bevægelse, der både giver værdi til dem, der hjælper - og dem, der får hjælpen. Et fællesskab, hvor der er plads til alle, og hvor det at være frivillig bliver noget, man har lyst til - ikke noget, man føler sig forpligtet til.

Projektet skydes for alvor i gang til efteråret, og der skal blandt andet skabes en digital platform, hvor foreningerne kan oprette begivenheder og bede om hjælpe fra de andre foreninger. 

- Det skal være sjovt og nemt at være frivillig, så det ikke er en sur pligt at rydde op i hallen efter et håndboldstævne. Vi tror på, at vi kan skabe noget helt særligt, når vi forener kræfterne i stedet for at stå alene hver for sig, siger Anes Halilović, der ud over at være aktiv i basketballklubben også stiller op til det kommende kommunalvalg for Socialdemokratiet.

To år

Projektet har fået støtte fra Spar Nord Fonden. Det skal løbe over to år og bliver ifølge initiativtagerne et samlingspunkt for frivillige i alle aldre - uanset om man er aktiv i en sportsklub, en ungdomsforening, en social indsats eller bare vil være med til at løfte byen.

- Vi glæder os til at høre, hvad foreningerne drømmer om og hvilke behov de har. Det her er ikke kun vores projekt - det er hele Lollands projekt. Vi skaber det sammen, siger Anes Halilović.

Vi vil gøre det sjovt og nemmere at være frivillig.

Anes Halilović, formand og træner for Nakskov 49ers

Bastian Heiberg Andersen og Oliver Addison spiller i Nakskov 49ers og sidder i bestyrelsen. Foto: Anna C. Møhl