Lolland

Borgmester Marie-Louise Brehm Nielsen er glad for regeringens stempel. Foto: privatfoto

Efter års ventetid: Lolland får industripark

Staten giver nu grønt lys til den nordlige del af den stort anlagte industripark ved Rødbyhavn. Dermed kan udviklingen begynde, mens fremtiden for tunnelelementfabrikken og arbejdshavnen fortsat skal afklares.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mellem budgetforhandlinger, datacenter og færgekaos kommer der også lidt gode nyheder Lolland Kommunes vej.

Lolland får nu endeligt status som hjemsted for en af landets statslige industriparker.

Men ikke hele den industripark ved Rødbyhavn, som kommunen oprindeligt havde lagt op til, får grønt lys på én gang.

Det er området hér, der nu kan udvikles til industripark. Foto: Femern A/S

Regeringen og aftalepartierne bag aftalen om en såkaldt rød løber for produktionsvirksomheder har besluttet, at den nordlige del af det samlede område nu kan udpeges som statslig industripark.

Med den nye industripark får vi et kvalitetsstempel og et nyt vækstlokomotiv, der kan tilføre området tusindvis af ekstra arbejdspladser.

Marie-Louise Brehm Nielsen

Den sydlige del må fortsat vente.

Det er her, Femern-projektets enorme tunnelelementfabrik og arbejdshavn ligger, og staten har endnu ikke endeligt afklaret, hvordan de kostbare anlæg skal organiseres og anvendes, når byggeriet af Femern-forbindelsen er færdigt.

I Rødbyhavn skal der være en stor industripark i fremtiden, og der skal tiltrækkes virksomheder til området. Arkivfoto

Dermed får Lolland Kommune mulighed for at gå i gang med udviklingen af en del af området uden først at skulle vente på en samlet løsning for Femern-anlæggene.

-  Med den nye industripark får vi et kvalitetsstempel og et nyt vækstlokomotiv, der kan tilføre området tusindvis af ekstra arbejdspladser, skabe gunstige erhvervsbetingelser for både store og små produktionsvirksomheder og bidrage til at sikre nyt liv og udvikling lokalt, siger borgmester Marie-Louise Brehm Nielsen (Din stemme).

Hun kalder industriparken begyndelsen på et muligt nyt industrieventyr for regionen.

Fik ikke ja sidste år

Meldingen kommer knap et år efter, at Lolland i oktober 2025 blev nævnt sammen med de øvrige kommuner, der skulle have en statslig industripark.

Dengang var der imidlertid en væsentlig reservation.

Da regeringen og aftalepartierne 28. oktober 2025 offentliggjorde udpegningen af industriparkerne, fremgik det direkte af aftalen, at der først skulle tages endeligt stilling til Lolland, når der var afklaring om den fremtidige organisering af tunnelelementfabrikken og arbejdshavnen.

Den afklaring er fortsat ikke på plads.

I stedet har partierne nu valgt en mellemvej, hvor den del af industriparken, der ikke er afhængig af fremtiden for Femern-anlæggene, kan sættes i gang.

Erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaard fremhæver, at løsningen skal sætte mere fart på udviklingen.

-  Danmark har brug for, at vi får sat mere tempo på investeringerne og skabt bedre rammer for virksomheder, der vil udvikle sig. Det gælder også i Lolland Kommune. Derfor er det her en både fornuftig og vigtig løsning, siger han.

På dagsordenen i årevis

Spørgsmålet om, hvad der skal ske med tunnelelementfabrikken efter Femern-byggeriet, er langt fra nyt.

Allerede i 2021 beskrev Folketidende planerne om at give den gigantiske fabrik et liv efter Femern-forbindelsen. Oprindeligt var det meningen, at anlægget skulle fjernes, når de sidste tunnelelementer var produceret, men politisk blev kursen ændret.

Fabrikken blev i stedet set som en mulighed for at fastholde arbejdspladser og bruge det store produktionsanlæg til kommende danske eller udenlandske infrastrukturprojekter.

Sund & Bælt fik til opgave at finde en model for det fremtidige ejerskab og driften af fabrikken. Blandt udfordringerne var reglerne om konkurrence og spørgsmålet om, hvordan staten kunne stille fabrikken til rådighed for kommende entreprenører.

Også senere har forventningerne til fabrikken været store.

I 2023 omtalte Folketidende således det daværende lokale folketingsmedlem Kasper Rougs forventning om, at elementfabrikken ville blive permanent og få et nyt liv efter Femern-byggeriet.

Siden er endnu flere muligheder kommet på bordet. Fabriksområdet og arbejdshavnen er blandt andet blevet bragt i spil i forbindelse med ønsker om nye industrielle aktiviteter i Rødbyhavn.

Men dagens beslutning understreger samtidig, at den endelige model endnu ikke er fundet.

Kan gå videre

Industriparkstatus skal gøre det lettere og hurtigere for større produktionsvirksomheder at etablere sig.

Ordningen indebærer blandt andet adgang til en statslig one-stop-shop, der skal forkorte og forenkle myndighedsbehandlingen for virksomheder, som vil etablere eller udvide produktion.

For Lolland betyder den nye beslutning derfor, at kommunen ikke længere behøver vente på løsningen for Femern-fabrikken, før arbejdet med at tiltrække virksomheder til den nordlige del af området kan gå videre.

Til gengæld er det fortsat uvist, hvornår den sydlige del kan blive koblet på.

Og dermed står det spørgsmål, som har hængt over Rødbyhavn i flere år, stadig tilbage:

Hvem skal eje, drive og fylde tunnelelementfabrikken med aktivitet, når dens nuværende opgave er løst?