Guldborgsund

Betina Sivebæk sidder her sammen med August og Mathilde, som har plads hos hende, når hun starter op privat 1. januar. Foto: Katrine Sabroe Christensen

Efter opsigelse: Nu åbner Betina sit eget sted

Efter 32 år som dagplejer i kommunalt regi åbner Betina Sivebæk nu privat pasningsordning med hjerte, tryghed og ladcykel.

Offentliggjort Sidst opdateret

2026 venter lige om hjørnet, og for mange betyder det en ny begyndelse, nye vaner - et helt nyt år, vi kan fylde med gode ting efter bedste evne. For Betina Sivebæk i Idestrup vil de nye år betyde en del ændringer - og så alligevel vil meget være som det plejer.

- Efter 32 år i den kommunale dagpleje blev jeg i år sagt op, og det må jeg da indrømme var lidt af en mavepuster. Jeg havde klart regnet med, at jeg skulle fortsætte med alle mine skønne unger - til jeg en dag gik på pension. Så efter at have tygget lidt på det, så besluttede jeg mig for at tage springet og åbne som privat dagplejer 1. januar i stedet - Betinas Private Pasningsordning, fortæller Betina Sivebæk fra legerummet hjemme i privaten i Idestrup.

Engang var de 18 dagplejere

- Det er de skønne unger, der har holdt mig i gang i de mange år, og jeg kunne bare mærke "- det er jeg ikke færdig med endnu". For en del år tilbage var vi 18 dagplejere her i området, og jeg var den sidste her i Idestrup. Mange har allerede udtrykt taknemmelighed for, at jeg åbner som privat, da det er en vigtig mulighed at have i en landsby som Idestrup. Vi har selvfølgelig også børnehusets vuggestue, og det er dejligt, men det er bare ikke alle børn, der trives med at være der - og omvendt. Jeg ser frem til at kunne tilbyde børnene et trygt miljø, hvor vi synger, læser, maler, danser, fjoller og giver mange kram. Der er ingen fast legestue-dag, eller gæstedagpleje, tilføjer hun.

Betina Sivebæk fortæller, at hun meget gerne cykler ud med ladcyklen, og en gang om måneden går turen til Idestrup Plejecenter - til store glæde for både de små og de ældre. Idestrup og Omegns Grundejerforening har meldt sig på banen med en donation, så hun havde mulighed for at købe nye spændende ting ind til børnene i den nye ordning. 

Hun starter op med to børn, og efter planen kommer der et barn i marts, og et til sommer, så lige pt. er der en plads ledig hos den nye private dagplejer.