Den meget omdiskuterede færgedrift til småøerne i Lolland Kommune ender nu direkte på indenrigsminister Pia Olsen Dyhrs skrivebord med en appel om ”hurtig ministeriel reaktion”.
Det er Jørgen Hansen, der er ø-repræsentant for Femø og medlem af Femø Færgegruppe, som i et brev har valgt at henvende sig direkte til indenrigsministeren og folketingsmedlemmerne i det nye Indenrigs-, Bolig og Landdistriktsudvalg.
Baggrund
Færgedriften mellem Lolland og småøerne Fejø, Femø og Askø har gennem flere år været genstand for kritik og politisk debat.
Konflikten handler grundlæggende om, hvordan kommunen kan sikre en stabil og tidssvarende transport til øerne, samtidig med at udgifterne til færger, personale, vedligeholdelse og grøn omstilling holdes inden for kommunens økonomi.
Lolland Byråd vedtog i 2023 en ny færgestrategi, som blandt andet indebærer færre afgange, ændrede sejlruter og investering i mindst én ny elfærge.
Kommunen har desuden besluttet, at alle tre ø-ruter fremover skal udgå fra Kragenæs, så færger og medarbejdere lettere kan bruges på tværs af ruterne.
Planerne har mødt modstand fra øboere, som frygter, at færre afgange og ændrede ruter vil gøre det vanskeligere at bo, arbejde og drive virksomhed på øerne.
Særligt flytningen af Askø-ruten fra Bandholm til Kragenæs er blevet kritiseret, fordi den giver længere transport.
Problemerne er blevet skærpet denne sommer, hvor et stort antal afgange til Femø og Askø er blevet aflyst eller ændret med kort varsel.
Kommunen peger på presset økonomi, faldende befolkningstal, personalemangel og behovet for at kunne flytte både medarbejdere og fartøjer mellem ruterne.
Øboerne kritiserer omvendt kommunen for mangelfuld information, hyppige ændringer og fraværet af en klar plan for, hvornår driften igen bliver stabil.
Samtidig står kommunen over for en dyr udskiftning af den aldrende færgeflåde.
I brevet opridser Jørgen Hansen den aktuelle situation, som han betegner som både alvorlig og bekymrende:
”Vi henvender os for at anmode om ministeriets indgriben i den alvorlige situation omkring færgedriften til Femø og Askø. Det er vores opfattelse, at Lolland Kommune ikke løfter sit ansvar for at sikre en stabil og pålidelig færgebetjening til de to øer. Inden for perioden 19. juni -14. juli 2026 er 136 afgange aflyst med kort og sporadisk varsel, og der er samtidig aflyst bestillinger på en række afgange. Resultatet er en uacceptabel usikkerhed for øernes borgere, erhvervsliv og besøgende...”
Indenrigsminister Pia Olsen Dyhr har fået en appel fra Femø om ”hurtig ministeriel reaktion”.. Arkivfoto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix(Arkivfoto), Nikolai Linares/Ritzau Scanpix.
Sådan indledes brevet til den nye minister og medlemmerne i det nye store udvalg - og overfor Folketidende skærper Jørgen Hansen retorikken.
Annonce
- Det er jo katastrofalt for vores ø med det erhvervsliv, vi har, der er bygget op på turismen. Lige nu har vi en kvindelejr. Vi har snart en jazzfestival. Vi har Cirkus Panik, der er i fuld sving lige i øjeblikket. Så vi har en masse aktiviteter, der er bygget op for netop at skabe en sommer, som vores erhvervsliv skal leve af hele året, siger Jørgen Hansen, der er pensioneret overlæge og har haft sommerhus på Femø i over 30 år.
Har opgivet kommunen
De seneste omkring 10 år har Jørgen Hansen boet fast på øen - og han er ikke i tvivl om konsekvensen, når der midt på højsommeren registreres en stribe færgeaflysninger.
- Når det sker i sommerhalvåret, jamen så bliver folk væk, når de ikke kan stole på, at de kan komme over til øen. Det er jo sådan, at folk booker billetter elektronisk til færgen, og så får de en mail dagen før, at nu er deres afgang aflyst, og bestillingen er annulleret. Så må de ind og lede efter en ny tom afgang. Og det er jo sådan nogle forhold, som folk ikke finder sig i. Så finder de da selvfølgelig en anden god ø at besøge, lyder det fra Jørgen Hansen.
Han har foretaget beregningen af aflyste afgange til Femø og Askø ved at sammenligne den normale sejlplan og nødsejlplanen - og dermed lander han på 136 afgange i løbet af cirka fire uger.
- Og det værste af det hele er jo, at kommunen ikke engang har en plan for, hvordan de vil komme ud af det her morads, de har skabt selv. Vi kan ikke komme igennem til kommunen, det er umuligt. Jeg er endda valgt ø-repræsentant, men hvis jeg beder kommunen om en oplysning, eksempelvis hvor mange aflysninger, der har været, så får jeg at vide, det har de ikke tid til. Jeg kan søge aktindsigt. Så kommunen har jeg opgivet. Det er helt sikkert, lyder det fra Jørgen Hansen.
Kan ikke blive værre
Han håber derfor at få Folketinget på banen i færgesagen og afrunder sit brev til Pia Olsen Dyhr (SF) på denne måde.
” Vi vil derfor anmode Dem foranledige at få undersøgt, om Lolland Kommune lever op til sit ansvar som ansvarlig myndighed for færgedriften, og om ministeriet finder den nuværende situation forenelig med de transport- og øpolitiske målsætninger, som Folketinget har fastlagt. Situationen er efter vores opfattelse så alvorlig, at den kræver en hurtig ministeriel reaktion. Hver uge uden en løsning medfører nye tab for øernes borgere og erhvervsliv, og uden en klar plan fra kommunen risikerer endnu en del af højsæsonen at gå tabt. Vi håber derfor, at De vil tage sagen op hurtigst muligt og medvirke til, at der findes en varig løsning”.
Han har endnu ikke fået svar på sit brev, men forventer at det vil ske snart.
Annonce
- Hvis en minister beder om en redegørelse, så kan det måske få kommunen til at vågne lidt op. Kommunen har jo hele tiden frygtet at blive sat under administration på grund af overskridelse af økonomi og budgetter. Det er vi nu ikke så bekymrede for, tværtimod, så mener vi, at det ikke kan blive værre, lyder det fra ø-repræsentanten på Femø.
Folketidende har været i kontakt med Indenrigsministeriet for en kommentar til sagen fra ministeren. Her henvises til By-, Land- og Transportministeriet, der for nuværende ikke har nogen kommentarer til sagen.
Seneste artikler
Efter sommerens færgeaflysninger: Ø-repræsentant beder minister gribe ind
Brand i container i Nakskov
Stig Rømer Winther om lokal sommertur: - Jeg er overrasket over, hvor smukt der er
Tager nye midler i brug: Bærhøster skal hjælpe med druerne
Torveforsøg starter med bilafspærring og scene
Mest læste artikler
Bil og campingvogn hjulpet videre
Meget sjældent dyr fundet på Falster
Droppede at fejre guldbryllup for dement mand - men så tog personalet over
Efter nyhed om nyt spisested: Her er åbningsdatoen
Eftersøgt mand anholdt – stoppet af personalet