Britisk instruktør og Netflix står bag ny spillefilm om Utøya
Filmen "22 July" havde onsdag verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig. Filmen har premiere på Netflix den 10. oktober. Foto: Tony Gentile/arkiv/Reuters
Tony Gentile/arkiv/Reuters
Oscar-nominerede instruktør håber bidrage med argumenter mod højredrejning i Europa med ny Brevik-film.
Onsdag havde filmen "22 July" verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig. Filmen handler om angrebene i Oslo og på øen Utøya i 2011.
Det er den Oscar-nominerede instruktør Paul Greengrass, som står bag spillefilmen, der er produceret af Netflix.
"22 July", der er baseret på bogen "En af os" af den norske journalist Åsne Seierstad, afdækker forløbet før og efter angrebene den 22. juli 2011.
Den begynder med Anders Behring Breiviks forberedelser forud for terrorangrebet og slutter omkring den 24. august 2012, hvor han idømmes en forvaringsdom.
Selv om det indtil videre kun er traileren, som er offentliggjort, lægges der an til en film, der går tæt på Breivik.
Og det er der måske en mening med. I hvert fald lægger instruktøren ikke skjul på, at højredrejningen i Europa var drivkraften bag at lave filmen.
- Det vigtige for mig var at lave en film, som tager den skumle drejning mod højre over hele verden op, og hvordan Norge bevarer demokratiet i kampen mod højredrejningen, sagde Paul Greengrass til premieren i Venedig onsdag.
Han håber, at han med filmen kan give de yngre generationer nogle argumenter mod det, han mener, er en højrepopulistisk drejning i samfundet.
Men eftersom at han ikke tror, at der er mange børn og unge, som ved, hvad der skete tilbage i 2011, er han glad for beslutningen om at samarbejde med Netflix.
- Det er en kanal, som mange unge ser på. Det gør, at de forhåbentlig kommer til at se filmen. For skiftet mod højre bliver bare værre, og vi står på randen af noget, som kan føre til mere vold, siger instruktøren.
77 mennesker blev i 2011 dræbt og omkring 90 blev såret, da Anders Behring Breivik angreb Oslo og øen Utøya.
En bombe eksploderede først i regeringskvarteret i Oslo og dræbte otte personer, inden en sommerlejr for ungdomspartiet Arbeiderpartiets Ungdomsforbund (AUF) blev angrebet af Breivik forklædt som politimand.
Den 24. august 2012 blev han idømt en forvaringsdom på 21 års fængsel. Sidste år skiftede han navn til Fjotolf Hansen.
I foråret havde filmen "Utøya 22. juli" premiere. Den norske instruktør Erik Poppe stod bag filmen, der nær havde udløst en regeringskrise i Norge.
"22 July" har premiere på Netflix den 10. oktober.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie