Dårligt vejr udskyder dronningens besøg på Færøerne
Kongeskibet Dannebrog ramt af maskintekniske problemer ligger fortsat i Frederikshavn onsdag. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Dronningens fly kan onsdag ikke lande på Færøerne på grund af vejret, men hun ventes at ankomme torsdag.
Dårligt vejr betyder, at dronning Margrethes besøg på Færøerne onsdag ikke bliver til noget.
Det oplyser det danske kongehus' kommunikationsafdeling.
- På grund af lokale vejrforhold omkring Vága lufthavn på Færøerne har det i dag ikke været muligt for dronningens fly at lande.
- Man afventer situationen, men forventningen er, at dronningen ankommer til Færøerne i morgen (torsdag, red.). Det betyder naturligvis, at der vil være ændringer i morgendagens besøgsprogram, lyder det fra kongehuset.
Flyet nåede aldrig at forlade dansk jord.
Dronning Margrethe skal på færøsk besøg som en del af kongehusets sejlsæson.
Ifølge det officielle program på kongehusets hjemmeside skal dronningen modtages i den færøske hovedstad, Thorshavn, torsdag formiddag.
Dog må der altså ifølge kongehuset forventes ændringer i programmet.
I de kommende dage skal dronningen blandt andet lægge vejen forbi regeringsbygninger i hovedstaden. Hun skal også besøge et ældrehjem i den færøske kommune Vestmanna.
Kongeskibet Dannebrog skulle have mødt hende på Færøerne. Lørdag blev skibet dog ramt af maskintekniske problemer.
Det var ellers planlagt, at sejlturen til Færøerne skulle tage fire dage.
Onsdag ligger det fortsat ved Flådestation Frederikshavn. Det er endnu uvist, hvornår det kan sejle igen. Men der er forventning om, at det tidligst søndag kan ankomme til Færøerne.
- Kongehusets kommunikationsafdeling oplyser, at de tekniske undersøgelser ikke er afsluttet endnu, men at kongeskibet Danneborg tidligst kan ankomme til Færøerne søndag, såfremt man får udbedret problemerne, lyder det.
Da maskinproblemerne indtraf lørdag, var det fregatten Iver Huitfeldt, som slæbte den tilbage til Frederikshavn.
Kongeskibet befandt sig 60 sømil vest for Hirtshals, da motorerne satte ud.
Dronningen befandt sig ikke på skibet på det pågældende tidspunkt. Det gjorde andre medlemmer af den kongelige familie heller ikke.
Ud over turen til Færøerne mangler hun fortsat at besøge Grønland samt kommunerne Thisted og Esbjerg.
Også i Grønland skal forskellige byer besøges. I de danske kommuner er det meningen, at hun skal forbi en række virksomheder og kulturinstitutioner.
Sejlsæsonen afsluttes ifølge kongehusets kalender med en tur til Fanø den 1. september.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie