Lars von Trier kommer alligevel med til Cannes festival
Filminstruktør Lars von Trier ragede uklar med filmfestivalen i Cannes efter udtalelser, hvor han udtrykte forståelse for Hitler. Men nu er han velkommen igen og deltager i dette års filmfestival med filmen "The House That Jack Built", dog uden for hovedkonkurrencen. Foto: Scanpix/Axel Schmidt/arkiv
Scanpix/Axel Schmidt/arkiv
Tidligere guldpalmevinder er med på filmfestival i Cannes med filmen "The House That Jack Built".
Instruktøren Lars von Triers film "The House That Jack Built" er udvalgt til at deltage i filmfestivalen i Cannes uden for hovedkonkurrencen, oplyser festivalen.
Da de 18 deltagende film blev udtaget til selve konkurrencen for nylig, var von Triers film ikke iblandt dem.
Men nu kommer filmen altså alligevel med på filmfestivalen, blot uden for selve hovedkonkurrencen.
"The House That Jack Built" har skuespilleren Matt Dillon i hovedrollen. Filmen beskrives som en thriller, hvor man følger en seriemorder over en periode på 12 år.
Lars von Trier er både et berygtet og anerkendt navn ved filmfestivalen i Cannes.
I 2000 vandt han den prestigefulde Guldpalmen i Cannes for filmen "Dancer In the Dark".
Han har også været udtaget til festivalen med blandt andet "Forbrydelsens Element" (1984), "Europa" (1991), "Breaking the Waves" (1996), "Idioterne" (1998), "Dogville" (2003), "Manderlay" (2005), "Antichrist" (2009) og "Melancholia" (2011).
I 2011 ragede han uklar med festivalens ledelse.
Ved et pressemøde i Cannes i forbindelse med filmen "Melancholia" kom von Trier med en række kontroversielle udtalelser, hvor han blandt andet udtrykte forståelse for Adolf Hitler.
Det betød, at han en overgang ikke var velkommen ved festivalen.
Lars von Trier sagde senere, at hans udtalelse var et forsøg på at være humoristisk, og at han fortrød, at han havde sagt det.
Men nu får han altså igen lov til at rejse til Cannes og vise sin nyeste film. Filmen "The House That Jack Built" får dansk premiere i efteråret 2018.
Ud over Matt Dillon er Uma Thurman og danske Sofie Gråbøl på rollelisten.
Dette års filmfestival i Cannes, der finder sted for 71. gang, foregår i perioden fra 8. til 19. maj.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie