Den australske popsild Kylie Minogue optræder for tiden i den mest sete video på YouTube. I videoen ser man sangerinden smide tøjet foran en ældre kvinde og slange sig letpåklædt på en rodeotyr.
Der er tale om en reklamevideo for lingerifirmaet Agent Provocateur. I videoen ser man sangerinden iført en kittellignende hvid kjole, som hun hurtigt tager af.
Under kjolen er Kylie Minogue kun iført hofteholdere, strømper, trusser og bh, men det afholder ikke sangerinden fra at slange sig kælent på en mekanisk rodeotyr. Det hele foregår foran en ældre dame, der sidder i rummet og læser en bog.
Der er tale om en såkaldt viralkampagne. Det er en reklameform, hvor et firma via en video på nettet forsøger at få sit navn udbredt ved at opnå så meget opmærksomhed som muligt.
Og det lykkes glimrende for Agent Provocateur. Ifølge den engelske avis The Sun er videoen blevet set ikke færre end 350 millioner gange. Til sammenligning bor der godt 300 millioner mennesker i USA.
Videoen beviser også, at afklædte, berømte kvinder trækker flere seere end selv de største sportsstjerner. Den næstmest sete video på YouTube er en Nike-reklame med fodboldstjernen Ronaldinho.
I den video ser man den brasilianske boldekvilibrist sparke bolden fire gange på overliggeren af målet, uden den rører jorden. Imponerende, men ikke nok til at hamle op med en afklædt Kylie Minogue.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie