Prins Joachim er i bedring - slipper for fysiske mén
Prins Joachim blev natten til lørdag opereret for en blodprop, men tirsdag oplyser kongehuset, at han slipper uden fysiske følger eller mén. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Natten til lørdag blev prins Joachim opereret for en blodprop i hjernen, men han slipper for skader.
Prins Joachim får ikke fysiske følger eller andre mén som følge af den blodprop, han natten til lørdag blev opereret for på hospitalet i den franske by Toulouse.
Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.
- Blodproppen i hjernen skyldtes en pludselig dissektion af en arterie, og hospitalets lægefaglige team vurderer, at risikoen for tilbagefald er meget lille, når arterien først er helet, lyder det.
Prinsen forventes snarest at blive flyttet fra intensivafdelingen. Han vil fortsat være indlagt i den kommende tid.
Kongehuset opfordrer stadig til ro og respekt for privatlivet.
Prins Joachim og prinsesse Marie takker i pressemeddelelsen for den støtte og de mange varme hilsner, som de har modtaget de seneste dage.
- Dette betyder meget. Også Hendes Majestæt Dronningen takker varmt for al den sympati, som er blevet vist den kongelige familie, lyder det.
Sent fredag aften blev prins Joachim hastigt bragt til et hospital i den mindre sydfranske by Cahors.
Straks efter blev han flyttet til Universitetshospitalet i Toulouse.
Her gennemgik prins Joachim en vellykket operation. Lørdag meddelte kongehuset, at hans tilstand var stabil.
Samme melding lød søndag, og nu er vurderingen altså, at prinsen slipper uden fysiske følger.
Ifølge Helle Klingenberg Iversen, overlæge på Rigshospitalet og formand for Dansk Selskab for Apopleksi, har tiden været afgørende.
- Ligegyldigt om det er en lille eller stor prop, så afhænger den efterfølgende skade af, om man får proppen ud, før hjernecellerne har taget skade.
- Man kan godt få en stor prop, som kræver, at man suger den ud med en kateterbehandling, det som kaldes en operation, men uden at få skader, fordi hjernevævet har overlevet, forklarer hun.
Prinsen kan opleve massiv træthed efter operationen, lyder det.
- Mange skal også lige erkende, at de er blevet truet på livet af blodproppen, så de fleste har brug for tid.
- Han skal have blodfortyndende medicin i en periode, indtil det heler op. Som regel laver man en ny scanning efter tre-fire måneder, og er alt helet fint, behøver man ikke medicinen mere.
Hun siger, at når der som i prinsens tilfælde er tale om en dissektion, så er det sjældent, at blodproppen kommer igen.
Prins Joachim og familien havde to dage inden indlæggelsen fejret prins Felix' 18-års fødselsdag på vinslottet i Cayx.
Prins Joachim flyttede sidste år til Frankrig. Her begyndte han på den højest rangerede lederuddannelse i det franske militær ved militærakademiet Ecolé Militaire.
Tidligere i år blev han udpeget som ny forsvarsattaché i Paris med start 1. september.
Seneste artikler
Samarbejdet er ophørt: Valsemøllen er ikke trygge ved Danish Agro
Kommunen stod ved døren: - Vi var skjult
Et mausoleum over dansk sukkerproduktion
Forfatteren bag Badehotellet og Krøniken er død - 78 år
Pless jubler: Lykkelig for, at hun fortsætter
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik
- Et godt tidspunkt
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern