To ud af tre huse i Lolland Kommune har stået til salg i mere end 200 dage. Hver 20. ejendom på Lolland-Falster er sat til salg, og det er mere købers marked end nogensinde tidligere, men køberne holder sig i ro, selv om renten er den laveste i mands minde.
Folk er stavnsbundet til deres boliger. Markedet er stort set ikke i bevægelse. Den såkaldte politiske boligpakke blev aldrig pakket - og slet ikke pakket ud. Forventningerne til et landspolitisk indgreb fik hele markedet til at fryse.
Antallet af tvangsauktioner er stigende, og allerstørst er problemet i de tyndt befolkede landområder, hvor den økonomiske krise har tvunget kommunerne til lukninger af institutioner og skoler og nedlæggelse af busruter og hvor detailforretningerne forlængst er forsvundet.
Det er svært at holde gejsten, hvis man har sin bolig til salg i forventning om at kunne købe an ny, og den lave aktivitet er også surt show for ejendomsmæglerne.
For nogle år siden var det in at have en hesteejendom. I dag har kun få råd til hestehold og ejendommene er nærmest usælgelige. Befolkningen klumper sig mere og mere sammen i landets store byer.
På Lolland-Falster er problemet med de usælgelige huse ikke bare et landsbyproblem. I flere af vore byer er der ligefrem hele skiltegader med Til Salg-skilte på stribe. Den manglende bolig-omsætning kan blive et nyt væsentligt problem for kommunerne, som ellers ved kommunesammenlægningen lagde sig i selen for at blive bosætningskommuner.
Bosætningen skulle fremmes næsten for enhver pris, men det er gået stik modsat. Affolkningen tager til i styrke, og sættes der ikke massivt ind på flere fronter, kan det ende i det rene ragnarok.
Øverst på ønskelisten herfra står en retfærdig udligningsreform, så de lokale politikere ikke skal spilde tid på at søge almisser, som det er tilfældet i dag. Kommunerne skal sikres større handlefrihed.
Regeringen må arbejde mere effektivt for at placere uddannelsesinstitutioner og varige arbejdspladser i landets yderområder. Der skal være adgang til bredbåndsløsninger på hele Lolland-Falster og infrastrukturen må forbedres væsentligt.
Kommunerne skal i endnu højere grad end nu satse på helårsturisme, og vil vi det åbne Europa, må der åbnes for salg af sommer- og fritidshuse til udlændinge.
Endelig bør potentielle boligkøbere handle nu i stedet for at lurepasse. Faktisk vurderes det, at nogle få lokale huskøb kan udløse en sneboldeffekt og sætte en lavine af handler i gang, men det kræver, at nogen har modet til at prikke hul på bylden.
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie