Leder: Er det for meget forlangt, at lægerne bare en gang imellem kører sydover?
En hjertelæge ser hellere, at patienterne kører til Roskilde, end at han kører til Nykøbing én gang i måneden. Foto: Esben Cronbach
Der er som bekendt ofte noget længere fra hovedstadsområdet
til Lolland-Falster end omvendt - selv om distancen målt i kilometer er den
samme.
Senest i går blev vi atter en gang bekræftet i, at der for
i hvert fald nogle læger i det østlige Danmark, som snart kommer til at udgøre
én samlet superregion, kan være overordentligt langt til Nykøbing Falster.
Denne gang er det en hjertelæge fra Sjællands
Universitetshospital i Roskilde, der overfor DR på ingen måde skjulte sit
ubehag ved én gang om måneden at skulle bevæge sig sydover for at aflaste hårdt
pressede kolleger på regionens sydligste sygehus.
At man som læge i den situation trækker offerkortet, er det nok svært at samle den helt store sympati omkring.
For et år siden drog tillidsmanden for overlægerne på Rigshospitalet den
smagfulde sammenligning til barfodslæger, der under den kinesiske
kulturrevolution blev tvunget ud i markerne, såfremt specialisterne fra Riget
skulle stå på en almen medicinsk afdeling i Nykøbing.
For meget forlangt?
Ikke meget har tilsyneladende ændret sig på det års tid.
Det er ikke med hjertelægens gode vilje, at han den ene gang hver måned skal
køre til Nykøbing og tilse patienter med en bredere vifte af hjerteproblemer.
Man må forstå på lægen, at disse patienter lige så godt kunne være kommet til
ham i Roskilde. Igen er det åbenbart kortere, hvis man kører fra syd til nord -
og ikke omvendt.
Mange patienter fra Lolland-Falster vil dog nok skrive
under på, at de finder distancen lige så lang og træls, når de skal køre til
behandling og undersøgelse på sygehuse og hospitaler spredt over det meste af
Sjælland. For manges vedkommende gang på gang. Er det for meget forlangt, at
lægerne bare en gang imellem kører sydover?
Ikke den bedste løsning
Alle kan jo nok blive enige om, at det aldrig er den bedste
løsning at pålægge nogen noget - som det eksempelvis nu er sket for de knap 100
læger fra hospitalerne i Køge og Roskilde, der skal aflaste kollegerne i
Nykøbing. Og selvfølgelig skal man ikke være blind for, at det kan skabe
problemer på de sygehuse, hvor personalet hentes fra, hvis ikke der de steder
kan findes lokale løsninger.
I den bedste af alle verdener, skulle regeringens store
sundhedsreform jo bare indfases med det samme, så lægemanglen kunne fjernes med
et fingerknips - men så god er virkeligheden desværre ikke. Ligesom en aftale
baseret på frivillighed åbenbart heller ikke kan lade sig gøre, selv om det
havde været at foretrække - trods halvandet års forhandlinger mellem læger og
sygehusledelse.
Trækker offerkortet
Så indtil reformen slår igennem, er det svært at se andre
løsninger end den, som nu praktiseres - at læger på skift og solidarisk
aflaster på de mest pressede hospitaler.
At man som læge i den situation
trækker offerkortet, er det nok svært at samle den helt store sympati omkring.
Særligt når man samtidig med klagesangen faktisk leverer et indirekte og
usympatisk nyrestød til sygehuset i Nykøbing som arbejdsplads samt hele den
landsdel, som det er bygget for at betjene.
Seneste artikler
Samarbejdet er ophørt: Valsemøllen er ikke trygge ved Danish Agro
Kommunen stod ved døren: - Vi var skjult
Et mausoleum over dansk sukkerproduktion
Forfatteren bag Badehotellet og Krøniken er død - 78 år
Pless jubler: Lykkelig for, at hun fortsætter
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern
- Et godt tidspunkt