Af K. E. Watz
Transportminister Hans Christian Schmidt har sikret sig nogle forsvarlige pluspoints med sin beslutning om at sætte en permanent stopper for lastbilernes såkaldte elefantvæddeløb på motorvejene.
Ministeren har reageret hurtigt og konsekvent på resultaterne af forsøget med forbud mod lastbiloverhalinger på en del af den østjyske motorvej, og det betyder, at han nu agter at udvide forbuddet til at omfatte det meste af det danske motorvejsnet i myldretiden.
Forsøget i Jylland viser, at forbuddet mod de langsomme lastbiloverhalinger, der blokerer for afviklingen af motorvejstrafikken, får trafikken til at glide mere smidigt, og at bilisterne er begejstrede for forbuddet.
Samtidig er det dokumenteret, at trængslen på mange motorvejsstrækninger nu er så stor, at kun et overhalingsforbud kan forhindre trafikken i at bryde sammen på visse tidspunkter af dagen.
Det var yderst fornuftigt af transportministeren at sætte forsøget i gang, og på baggrund af dets resultater er det også en fornuftig beslutning at gøre forbuddet permanent. Alle trafikanter har formentlig været udsat for at blive taget som ”gidsel” under lastbilers overhalinger af hinanden og oplevet konsekvensen: Lange køer og farlige situationer.
Fra visse sider er der modstand mod et generelt overhalingsforbud, idet det hævdes, at overhalingerne ikke udgør en stor sikkerhedsrisiko. Man glemmer bare de overfor nævnte sikkerhedsrisici samt den omstændighed, at de fleste trafikanter opfatter elefantoverhalingerne som et irritationsmoment.
Og et hvert irritationselement i trafikken er til fare for sikkerheden. Ofte forekommer det desuden, at elefantoverhalingerne er meningsløse, idet der ikke sker andet, end at to lastbiler bytter plads, så en eventuel lang række af biler i inderbanen ikke forkortes.
Men skal det generelle forbud have effekt, så skal det selvfølgelig overholdes, og i den forbindelse må man gå ud fra, at politiet vil prioritere kontrollen tilstrækkeligt højt.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie