Rejser sig til kamp

Offentliggjort Sidst opdateret

Nu er det blevet tid til at børste støvet af og komme i arbejdstøjet igen. Efter meldingerne om lukningen af Vestas og udsættelsen af Femern-forbindelsen hang de fleste med næbbet, og tvivlen havde indfundet sig: Hvad skal vi leve af i fremtiden?

Dagene siden de dramatiske udmeldinger er ikke blevet brugt til at sidde og klynke i hjørnet, men på at skabe ny energi og kamplyst. Vi giver ikke op, selv om det til tider kan se ualmindeligt vanskeligt ud. I dag præsenterede landsdelens ny fælles erhvervs- og turismeorganisation Business LF visionerne for organisationens arbejde og for Lolland-Falsters udvikling.

Ambitionsniveauet er tårnhøjt. Man kan gå så langt til at sige, at det set med traditionelle Lolland-Falster øjne er usædvanligt højt. Måske ligefrem uopnåeligt, og derfor skudt over målet, fordi der er for lang afstand mellem ambitionerne og den virkelighed, vi befinder os. Men sådan skal det være, og derfor er det et godt udspil. Vi er nødt til at sætte klare og ambitiøse mål for landsdelens udvikling. Vi er nødt til at signalere vilje og tro på os selv og de muligheder, vi som landsdel rent faktisk har. Herligt, at der for en gangs skyld bliver tænkt stort.

Udspillet fra Business LF styregruppen med Nykredits topchef Peter Engberg Jensen i spidsen er befriende renset for mindreværdskomplekser. Det udstråler og signalerer en selvtillid og vilje til at gå ud og kæmpe for vores landsdel.

Selvfølgelig bliver det en hård og sej kamp. Det skal det være, og det gør ikke noget, at målet kan virke uopnåeligt. Det er kun gennem mål og visioner, man kan skabe fremdrift.

En væsentligt faktor for succes er samarbejde og accept af de opstillede mål. Det nytter ikke længere, at vi krampagtigt holder fast i det, vi har, af frygt for det nye og ukendte. Hvis vi vil skabe fremgang, og hvis vi vil skabe grundlag for en bæredygtig og varig vækst, skal vi turde og ville tænke stort.

Det gælder på alle områder, hvad enten det er erhvervsudvikling, turisme eller bosætning.

Udspillet fra Business LF stiller store krav til politikerne i vores to kommuner. Hvordan vil de i alle beslutninger fremover understøtte de ambitiøse mål, når øvelserne i byrådssalen ofte handler om at spare og skære ned?

Lad os håbe, at udspillet fra Business LF bliver godt modtaget, og arbejdet bliver sat på skinner fra begyndelsen. Det er vigtigt, at vi som landsdel går sammen og rejser os til kamp for vores fremtid.

Deltag i debatten med Chefredaktør Søren Knudsen på Facebook - klik her.