Marie-Louise Brehm Nielsen (Din Stemme) har nu begået sit første budget. Foto: Nicklas Linnemann
Skolerne lukker, men borgmesteren består
Marie-Louise Brehm Nielsen består den lille ledvogtereksamen i budgetplanlægning - og fortjener ros for en bred aftale i Lolland Kommune, mener dagens lederskribent.
Kan man rose en borgmester for at lukke to skoler? Hmm, det er en af de svære, men alligevel sender vi gerne en eller to af de langstilkede til Marie-Louise Brehm Nielsen.
Måske ikke så meget for skolelukningerne, men for at have strikket et holdbart budget sammen for Lolland Kommune, der tager fat om nogle af de problemer, kommunen står med.
Hun har da også fortjent en ekstra - uden torne - for at have lavet budgettet sammen med en bred vifte af partier.
Det kræver Lolland Kommunes alvorlige situation - og derfor er det forstemmende og en alt for billig omgang, at Danmarksdemokraterne, DF og Enhedslisten står udenfor.
Det er ikke at tage ansvar for Lollands fremtid - og så kan det godt være, at Inger Støjberg har banket ind i Benny Damgaard, at han ikke må være med til at lukke skoler og plejehjem, men det fortæller jo så også sin helt særlige historie.
Annonce
En tårefremkaldende besked
Folketidende kunne allerede i går fortælle, at skolerne i Søllested og Østofte ville få sparekniven.
Det er med andre ord en tårefremkaldende besked, der venter børn, forældre - ja begge landsbysamfund, der nu får den vante hverdag revet op med rode.
Og man skal da næsten have et hjerte af sten, hvis historierne fra Søllested Landsbyordning i Folketidende tirsdag ikke gør indtryk.
Her fortalte børn om frygten for at miste venner, tryghed og den skole, som for nogle blev stedet, hvor mobningen stoppede.
Eleverne frygter da, at en skolelukning også lukker deres by. For hvad bliver det næste?
Derfor er der heller ingen grund til at pynte på beslutningen: Det gør ondt, når en skole lukker. Det gør ondt på børnene, på forældrene og på et lokalsamfund.
Det ændrer ikke på, at Lolland Kommune har taget skyklapperne af og ser virkeligheden i øjnene.
Kommunen er gået fra omkring 500 fødsler om året i 1990'erne til at nærme sig 200. Ja, knald noget mere, kunne man sige, men tendensen er skræmmende klar.
Den lille ledvogtereksamen
Annonce
Samtidig har Lolland en elevgruppe, hvor mange børn har brug for stærke faglige miljøer og ekstra støtte.
Når der bliver færre børn, kan man ikke i længden holde fast i den samme skole- og institutionsstruktur og samtidig forvente, at pengene rækker til både bygninger, lærere, pædagoger, specialindsatser og bedre undervisning.
Det er den nælde, borgmester Marie-Louise Brehm Nielsen og forligskredsen nu griber om.
Så ja, skolerne lukker, men borgmesteren består den lille ledvogtereksamen i budgetplanlægning.
Østofte Skole og Søllested Skole skal efter planen udfases som kommunale skoler fra august 2027. Byskolen og Stormarkskolen i Nakskov skal samles, og kommunen vil koncentrere kræfterne på færre matrikler. Tanken er klar: færre penge til overkapacitet og flere til undervisning og pædagogik.
En presbold på Christiansborg
Budgettet indeholder også en presbold på Christiansborg og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr.
Regeringen har varslet en pulje på 500 millioner kroner frem mod 2030 til økonomisk pressede kommuner, hvor skoler ellers risikerer at lukke af økonomiske årsager.
Lolland vil søge 20 millioner kroner om året i perioden 2027-2030 - og kommer de penge inden 1. marts 2027, så kan begge skoler blive reddet.
Det er et smart træk af Lolland Kommune, selvom det jo ikke ændrer på antallet af børnefødsler, men det gør også tempoet på Christiansborg afgørende.
Annonce
Det duer ikke at annoncere en redningskrans til kommunerne og derefter bruge så lang tid på kriterier og ansøgningsmodel, at skolerne når at blive lukket, før nogen kan få fat i den.
Børnene i Søllested har fortalt, hvad en skolelukning kan koste.
Kommunen har fortalt, hvorfor den mener, at den er nødvendig.
Nu må staten meget hurtigt fortælle, om den faktisk vil give Lolland et andet valg.
Kommunen er gået fra omkring 500 fødsler om året i 1990'erne til at nærme sig 200. Ja, knald noget mere, kunne man sige, men tendensen er skræmmende klar.
Seneste artikler
Skolerne lukker, men borgmesteren består
Kalder sig selv uansvarlig: Vil tømme hele kommunekassen
Enighed om budget 2027: Sådan ser fremtiden ud for Lolland
Væk med gammeldags betegnelser: Sygehusafdelinger får nye navne
Nu går jagten på Sydhavsøernes bedste 2026 i gang!
Mest læste artikler
Folketidende erfarer: Skolelukninger er i budgettet
Kastede lysestage ud ad vinduet: Uheldigvis stod der en mand
Hylddalen i Maribo kan få arrangementer fra 2027
Smidt ud af budgetforhandlinger: - Borgmesteren og co. er uansvarlige
Dette syn får dyrepasseren til at knibe sig i armen