Lolland

Håndboldklubformand Bo Fremming vil kæmpe videre for måske at gøre Østoftehallen til en selvejende instituon. Foto: Kim Møller Pedersen

Håndboldformand: - Det er et dødsstød

Formanden for Østofte-Hillested Håndboldklub sætter ord på beslutningen om at opgive den kommunale drift af Østoftehallen.

Offentliggjort

Bo Fremming er formand for Østofte-Hillested Håndboldklub og er ikke i tvivl om, hvad en lukning af både hal og skole i en lille by som Østofte vil betyde.

- Det er er et dødsstød. Det kan man godt sige. Men det er ikke, fordi jeg har tænkt mig at lægge mig fladt ned, hvis der kun er det ene tilbud tilbage om, at hallen kan blive selvejende.

Håndboldklubformanden har onsdag følelserne uden på tøjet. Pressemødet med nyheder om, hvad der skal lukke i Lolland Kommune som følge af de nødvendige besparelser, er i gang.

-Som frivillige kræfter i byen har vi bare brug for at få at vide, hvad det helt konkret er, vi kan overtage, hvis vi skal snakke om at gøre hallen til en selvejende institution.

- Vi kan ikke starte med at skulle lave et tag til 2-3 millioner kroner. Sådan noget skal være i orden, og vi skal ikke bare have noget til at fungere i et eller to år, siger Bo Fremming i forhold til at stå med en hal uden kommunalt tilskud.

Han har selv været bruger af hallen de seneste 45 år, siddet i bestyrelsen i 30 år, trænet håndboldspillere i 35 år og senest været forman for håndboldklubben i seks år.

Netop i håndboldklubbens bestyrelse skal der være møde onsdag aften for at drøfte mulighederne omkring den hal, der på fredag har inviteret alle brugere gennem årene til en 35 års jubilæumsfest.