Lolland

Pernille Petersen er mor til tre og oplever skolelukningen i Østofte som en kæmpe mavepuster. Foto: Kim Møller Pedersen

Mor til tre om skolelukning: - En kæmpe mavepuster

Mor til tre hørte først om skolelukning, da Folketidende fortalte hende om det.

Offentliggjort

Pernille Petersen har ikke lige hørt nyheden om de kommende besparelser i Lolland Kommune og skolelukningerne, da hun svinger bilen ind foran skiltet med Østofte Landsbyordning for at hente sine tre børn.

- Det bliver jeg da ærlig talt lidt påvirket af at høre. Det er en kæmpe mavepuster. Jeg synes også, det er et kæmpe svigt, mine børn kommer til at opleve, lyder den første kommentar til nyheden om skolelukningen.

Med to børn i skole og et i børnehave er Pernille Petersen vant til at tage turen fra hjemmet i Holeby til Østofte og retur – to gange om dagen.

- Ved ikke, om hans lille hoved kan rumme det

- Vi har netop valgt at flytte vores børn her til en mindre skole, og især min ældste søn bliver påvirket af det her. Jeg ved ikke, om hans lille hoved kan rummet det, og om han vil kunne fungere på en stor skole, siger Pernille Petersen.

Den ældste søn får ifølge Pernille Petersen i dag masser af ekstra hjælp og støtte, så han kan passe sin undervisning. Det sker i en klasse med 22 elever. Hendes tre børn har også fætre og kusiner på Østofte Skole.

- Det gode ved skolen her i Østofte er, at min ældste søn føler sig meget tryg med al den hjælp, han kan få. Nu kan han dybest set ikke andet end at følge med resten af klassen ind til en stor skole, siger Pernille Petersen.