Uinteressant valg

 

”Det interesserer mig ikke og jeg vil ikke stemme”. Et citat, der stammer fra en af de mange unge, der har mulighed for at stemme ved kommunalvalget om knap en måned. I det hele taget tegner der sig et noget trist billede af en manglende interesse for nærdemokratiet hos mange mennesker.
Især mange unge aner ikke engang, at der er valg. Det kan lyde overraskende og virke som et udtryk for, at de helt unge slet ikke følger med i de traditionelle nyhedsmedier. Men det er samtidigt også et udtryk for, at de politiske partier og deres kandidater ikke er i stand til at ramme de unge på de medier, som de nu bruger i dag. Dertil tænker de “gamle” partier og kandidaterne for traditionelt.
Valget til de to byråd og ikke mindst regionsrådet er tæt på at havne i glemmekassen hos mange mennesker. Både unge som ældre. Udgangspunktet er det samme: Det interesserer dem ikke, og det er jo de samme “gamle” politikere som altid, der stiller op.
Begge udsagn rummer sandhed, og kan ende med at være et stort problem for vores lokale demokrati og folkestyre. Politik er kedeligt, lyder kritikken.
Men politik og demokrati er to meget alvorlige ting, som vi skal tage seriøst. Tendensen til, at politik skal gøres til et show med stor underholdningsværdi, er endt med at skade vores demokrati.
Vi er bange for at kede os. Vi er bange for at kede vores publikum (vælgerne), og derfor har showet taget overhånd i mange sammenhænge. Fokus er fjernet fra indholdet i politikken, og det er kun formen og showet, der tæller. Men en lokal valgkamp er ikke en amerikansk præsidentvalgkamp med høj underholdningsværdig og kandidater med oratorisk begavelse og stjerne udstråling.
Vi interesserer os mere for, om vi kan se digitalt tv efter 1. november, end om vi vælger de rigtige politikere til at styre vores to kommuner på Lolland-Falster. Fordi politik keder os, og vi forstår alligevel ikke, hvad de siger.
Den manglende interesse skyldes også, at vi skal se langt efter fornyelsen og foryngelsen, når vi ser på partiernes kandidatlister. For det er mest erfarne og gamle kendinge og kun få nye og yngre ansigter.
Det giver os indtryk af, at det ikke nytter noget - at det bare bliver det samme bagefter, uanset hvem vi stemmer på. En følelse af afmagt har desværre ramt mange vælgere, og det er i virkeligheden den største udfordring vores demokrati har i dag.

Offentliggjort Sidst opdateret