41.000 finansansatte kan se frem til mærkbar lønstigning
Barselsperiode for fædre og medmødre udvides til i alt 26 uger, viser ny overenskomst i finanssektoren.
Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) og Finansforbundet er enige om en ny overenskomst for 41.000 ansatte.
Det skriver Finansforbundet i en pressemeddelelse onsdag.
Aftalen er toårig. Den løber frem til 31. marts 2025. Den byder blandt andet på lønstigninger på 4,5 procent i 2023 og 3,7 procent i 2024.
Desuden bliver barselsperioden for fædre og medmødre udvidet med 10 uger til i alt 26 uger med fuld løn og pension.
- Det har været hårde og langstrakte forhandlinger på en kompleks baggrund, men jeg er rigtig glad for, at vi sammen med arbejdsgiverne er nået frem til et resultat med en fornuftig ramme, som også giver medarbejderne en mærkbar lønstigning over de kommende to år, siger Kent Petersen, formand for Finansforbundet, i pressemeddelelsen.
- Sammen med de andre elementer i aftalen har vi samlet set en rigtig fornuftig og god aftale for de kommende to år for medarbejderne og virksomhederne i sektoren, som vi kan være rigtig godt tilfredse med, siger han.
Den 9. februar brød forhandlingerne mellem FA og Finansforbundet i første omgang sammen.
Det skyldtes, at de to parter ikke kunne blive enige om, hvad der var ansvarlige lønstigninger i den nuværende økonomiske situation.
Senere i februar blev der indgået et forlig på industriens område. Det endte med at skubbe gang i forhandlinger igen.
I første omgang skal den nye overenskomst forbi Finansforbundet, som skal tage stilling til, om den skal sendes til afstemning.
Tidligere onsdag landede cirka 150.000 butiksansatte også en toårig overenskomstaftale.
Detaljerne i handelssektorens overenskomst er ikke blevet bekræftet endnu, men ifølge TV 2 bliver mindstelønnen sat op med 4,5 krone per år i perioden.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie