Bank vil af med dårligt ry

Danske Bank i Langgade har ikke kunnet leve med prædikatet Nykøbing F.'s tredje grimmeste bygning kun overgået af Vestensborg Allé 1 og BR-Legetøj i Østergågade. Derfor har banken nu skiftet udseende.  
Fra den meget iøjefaldende røde facade på 70'er-betonbygningen til en grå.
 
-Jeg ved ikke, om den er blevet kønnere, men farveskiftet gør, at bygningen ikke længere er så fremtrædende, siger filialdirektør Bent Kaastrup.
 
Det var Æstetisk Råd, der i 2006 offentliggjorde en liste over de grimmeste bygninger i 90 byer landet over. Rådet vurderede blandt andet Nykøbing F.'s bygninger i syv kategorier:
 
stilbrud, grimhed, miljøskade, ødelæggelser, størrelse, uoprettelighed og placering.
 
Dansk Bank i Langgade scorede maksimum point i grimhed og mangel på respekt for omgivelserne, kunne Folketidende berette i august 2006.




Danske Bank i Langgade blev for knapt to år siden kåret som den tredje grimmeste bygning i Nykøbing F. Det kunne banken ikke have siddende på sig.

Offentliggjort Sidst opdateret