Betalingsbalancen strutter af overskud

Den danske betalingsbalance viste et stort overskud i januar på 8,8 milliarder kroner. Overskuddet har i januar de foregående år været lavt. Sammenlignet med januar sidste år er forbedringen på 8,7 milliarder kroner, oplyser Danmarks Statistik.

Overskuddet skyldes især overskud på varer samt løn- og formueindkomst, mens også tjenester viste et overskud. De løbende overførsler gav dog underskud.

Set over tre måneder har der været et overskud på 27,5 milliarder kroner, hvilket er 13,6 milliarder kroner mere end i samme periode sidste år.

Eksporten af varer steg med 2,6 procent i januar, mens importen steg med 3,4 procent. Dermed fortsatte tendensen til stigende udenrigshandel.

Handelsbalancen viste et overskud på 6,3 milliarder kroner.

I sæsonkorrigerede tal nåede eksporten op på 48,3 milliarder kroner mod 47,1 milliarder måneden før.

Over tre måneder er eksporten steget med 3,1 procent i forhold til perioden før. I samme periode er importen gået 3,9 procent frem.

/ritzau/

Stort overskud på betalingsbalancen i januar og vækst i både eksport og import, viser de nyeste handelstal.

Offentliggjort Sidst opdateret