Boligkøbere er ligeglade med valgudfald

Det er hverken på grund af folketingsvalget eller af frygt for stigende boligskatter, at mange potentielle boligkøbere har fødderne godt plantet på sidelinjen i stedet for at slå til og købe nyt.

Boligmarkedet er derimod frosset fast, fordi danskerne ikke kan få solgt deres gamle bolig, eller fordi de tror på yderligere prisfald, viser en ny undersøgelse fra Boligsiden.dk.

Selv om flere iagttagere ellers mener, at valgets udfald vil kunne løsne op for krisen på boligmarkedet, så giver kun fem procent udtryk for, at de afventer resultatet af folketingsvalget, mens fire procent henviser til usikkerhed omkring boligskatterne.

Cheføkonom Jens Nyholm fra Spar Nord mener da også, at boligkrisen stikker langt dybere end et folketingsvalg.

- Vi har siden 2008 set priserne på boliger falde med 18-20 procent. Men meget tyder på, at den priskorrektion skal fortsætte, indtil vi når en mere generelt ligevægtspris, hvor køber og sælger mødes og handler, siger han.

Og der er ikke udsigt til, at boligmarkedet står over for en snarlig optøning, vurderer Jens Nyholm.

- Priskorrektionen skal på plads, og vi skal se konjunkturer med opsving og jobskabelse, før vi kan lægge boligkrisen bag os. Og det vil ikke ske inden for det første år, siger han.

Selv om de potentielle boligkøbere ikke peger på folketingsvalget og boligskatterne som vigtigt for deres beslutning, så understreger en af landets førende boligeksperter, at Christiansborg spiller en rolle for udviklingen på boligmarkedet.

- Det er nødvendigt, at politikerne skaber ro omkring boligmarkedet i forhold til boligskatter og låneformer, siger Curt Liliegreen fra Boligøkonomisk Videncenter og fortsætter:

- Det vil ikke tø markedet op, men det er en nødvendig forudsætning, der skal på plads, inden vi ser en ny fremgang

Det er mere end 5000 brugere af Boligsiden.dk, som har deltaget i undersøgelsen.

/ritzau/

Resultatet af folketingsvalget spiller ikke ind på, om danskerne køber bolig eller ej. Vi afventer prisfald.

Offentliggjort Sidst opdateret