Direktør Mikkel Wesselhoff, Business Lolland-Falster, beskrev at fortællingen om 2020 meget hurtigt kan gå hen og blive en katastrofefilm om en pandemi og global recession. Men faktum er, at der også er en hel del positive fortællinger fra erhvervslivet på Lolland-Falster. Foto: Jan KnudsenJan Knudsen
Business Lolland-Falster afviklede erhvervsfremmeorganisationens udskudte generalforsamling.
Jesper BøghJesperBøgh
OffentliggjortSidst opdateret
Normalt skal Business Lolland-Falsters årlige generalforsamling afholdes inden udgang af maj måned, men årets udskudte generalforsamling fandt i stedet sted onsdag på Søllestedgaard Gods.
Ingen blandt de 69 fremmødte fra Business Lolland-Falsters medlemmer protesterede imod, at generalforsamlingen i år - på grund af corona-pandemien - blev afholdt noget senere, end vedtægterne ellers foreskriver.
Formand Kim Rahbek Hansen bød medlemmerne velkommen til nye tider på Lolland-Falster.
- "Nye tider" har vi jo mange gange før sagt om vores landsdel. Men i år betyder "nye tider" faktisk noget andet, end det nogensinde har gjort før. Vores udgangspunkt i dag er et helt andet, end det var for bare et halvt år siden, konstaterede formanden i sin beretning og brugte sejlermetaforer.
- Vi kan ikke være sikre på, hvilken kurs, vi skal lægge. Om man skal stryge sejlene eller gå for den lille påhængsmotor et stykke tid. Det handler om at have styr på sine sejl, og man skal vide, under hvilke vejrforhold, man skal bruge de forskellige sejl, sagde han.
Annonce
Kim Rahbek Hansen vurderede, at erhvervslivet på Lolland-Falster faktisk står ganske godt i dag - ikke mindst fordi byggeriet af Femern Bælt-forbindelsen nu går i gang. Noget erhvervslivet på Lolland-Falster har ventet på i en årrække.
- Der er brug for, at vi indstiller os på en ny virkelighed. Men der er ingen grund til at tro, at vi ikke vil være i stand til at klare os godt i den kommende tid, slog Kim Rahbek Hansen fast.
Han gav udtryk for, at covid-19 har givet Lolland-Falster et fællesskab med hovedstaden, som ikke tidligere har været så tydeligt og oplagt.
- København er et nærmarked, som vi bør fokusere langt mere på. Vi bør sælge flere fødevarer til København, tiltrække flere turister, tiltrække flere B2B-aktiviteter til Lolland-Falster, konstant presse på for at kommunikere for bosætning nær skov, strand og dejlige boliger i by og på land til fornuftige priser, sagde han blandt andet.
Kim Rahbek Hansen, formand for Business Lolland-Falster. Foto: Jan KnudsenJan Knudsen
Konsekvenser og muligheder
Også direktør Mikkel Wesselhoff tog i sin beretning afsæt i coronakrisens konsekvenser og muligheder for de lokale virksomheder.
- Da statsminister Mette Frederiksen lukkede landet ned 11. marts, oprettede vi samme dag en corona-hotline, så alle virksomheder i landsdelen havde et sted at få hjælp. Lolland og Guldborgsund kommuner leverede et ekstraordinært økonomisk bidrag, så vi kunne levere en ekstraordinær indsats, og siden krisens udbrud har vi været i kontakt med op mod 700 virksomheder, fortalte Mikkel Wesselhoff om den ene blandt flere indsatser, som Business Lolland-Falster har sat i søen i tæt samarbejde med kommunerne, Dansk Erhverv, Dansk Byggeri, Dansk Industri og en lang række lokale virksomheder.
Men selv midt i en global pandemi og recession, så gav Mikkel Wesselhoff udtryk for optimisme.
- Business Lolland-Falster oplever en rekordstor interesse fra udefrakommende virksomheder, der viser interesse for at etablere sig i landsdelen og efterspørgslen på ejendomsmarkedet er skruet kraftigt i vejret, konstaterede han og pegede på, at både turistbranchen og detailhandlen har været hårdt ramt, men at sommeren har rettet op på meget i begge brancher.
Direktør Mikkel Wesselhoff fremlagde regnskab for Business Lolland-Falster, der i 2019 talte en nettoomsætning på næsten 29 millioner kroner mod 19 millioner kroner i 2018. Stigningen skyldes mestendels et øget kommunalt bidrag til Business Lolland-Falster fra samlet 12 millioner kroner til 20 millioner kroner. Årets resultat var på 551.568 kroner.
Annonce
- Det er et regnskab, som jeg vil anse for at være tilfredsstillende, sagde direktøren.
Siden 1. januar 2019 har Business Lolland-Falster:
- Gennemført mere end 400 virksomhedsforløb - Tiltrukket cirka 20 nye virksomheder - Etableret knapt 80 nye virksomheder - Samlet set etableret mere end 275 nye arbejdspladser på Lolland-Falster - Vokset medlemsmæssigt med 20 procent, så Business Lolland-Falster i dag er 472 medlemmer. - Et mål om at nå 500 medlemmer inden 31. december 2020 Kilde: Business Lolland-Falster
Forslag til afstemning
Bestyrelsen i Business Lolland-Falster stillede på generalforsamlingen forslag om, at foreningen stifter et selskab, der "skal samordne og koordinere lokale investeringsaktiviteter på Lolland-Falster, foretage investeringer i lokale projekter og virksomheder på Lolland-Falster, både alene og sammen med eksterne investorer".
- Vi kan i Business Lolland-Falster i dag rådgive virksomheder, men med et kapitalselskab vil vi kunne investere i lokale projekter, der på sigt vil skabe vækst på Lolland-Falster, lød det blandt andet fra formand Kim Rahbek Hansen.
Der blev fra generalforsamlingen stillet en række kritiske spørgsmål til forslaget, og det endte til de flestes overraskelse med, at et medlem krævede forslaget sat til afstemning.
- Det er første gang i Business Lolland-Falsters historie, at det sker, lød det fra dirigenten, advokat Morten Ammentorp, Advokatfirmaet Drachmann.
Tre medlemmer stemte imod, syv hverken for eller imod, mens et overvældende flertal stemte for.