Snakken om anonyme kilder og Folketidendes journalistik er blevet hæftigt debatteret gennem flere uger, og ved torsdagens lollandske byrådsmøde tog politikerne endnu en tur rundt om trykpressen.
Jeg mener ikke, at en avis skal nedgøre og løbe med sladder.
Henrik Jacobsen (C)
Aftenens sidste punkt på dagsordenen handlede egentlig om en svarskrivelse til Folketingets ombudsmand, der vil have en redegørelse på, hvorfor kommunen har opsagt avisabonnementer, og hvilke yderligere skridt, der er blevet overvejet mod avisen.
Næsten hele byrådet bakkede op om skrivelsen til ombudsmanden, men Dansk Folkeparti valgte at undlade at stemme. Det kunne have været en hurtig ekspeditionssag, men flere byrødder havde endnu meget på hjertet i den sag.
Dødsannoncerne er vigtige
Marie Villadsen (EL) tog hul på en debat om brugen af anonyme kilder, og den forplantedes sig til flere andre byrådsmedlemmer. Mest kontant var Din Stemmes Henning A. Rasmussen, der gav Folketidendes udsendte en besked med tilbage til redaktionen:
- I Holger Danskes hjemland fægter vi altså med åben pande, slog han fast, men påpegede samtidig, at han stadig holder avisen.
- Jeg har nået en alder, hvor det er nødvendigt at følge med i dødsannoncerne.
Løb med sladder
En af dem, der ikke længere får det lokale dagblad, er Henrik Jacobsen (C).
Henrik Jacobsen er en af de tre byrødder, der har fpet stoppet sin Folketidende abbonement. Arkivfoto: Ingrid Riis
Han kaldte de omdiskuterede artikler for tju-bang-journalistik, og det var den berømte dråbe, som gav et fugtigt køkkenbord under bægeret og fik ham til at opsige et skatteyderbetalt abonnement.
- Jeg mener, at en avis skal bringe lokalstof og artikler, som kan udfordre og bibringe viden, mens den pirrer ens nysgerrighed. Jeg mener ikke, at en avis skal nedgøre og løbe med sladder, forklarede han om baggrunden for at sige nej tak til Folketidende.
Borgmester har ikke fortalt det
Vibeke Grave (S) har holdt fast i sit abonnement, men fortalte på byrådsmødet, at det, der havde rystet hende i hele debatten var, da borgmester Marie-Louise Brehm Nielsen (DS) under debatten ved kommunens økonomiudvalgsmøde havde fortalt, at hun ikke havde været ude i offentligheden for at fortælle, at hendes abonnement var blevet stoppet.
- Hvordan det så er kommet frem, kan vi jo så tænke lidt over.
Det blev efterfølgende bekræftet af borgmesteren.
Bagvaskelse
Tidligere borgmester Holger Schou-Rasmussen (S) har været en af de meget kritiske røster i sagen, og han stod ved sin kritik af avisens artikler.
- Det var en ikke-historie. Det var bagvaskelse af værste skuffe, og sådan noget synes jeg ikke, at man skal støtte.
Med brevet til ombudmanden gav flere til kende, at de håber, at der nu kan sættes punktum i denne sag.
Seneste artikler
Sådan vil Revykøbing skabe ny tradition
Kæmpe svigt at stadion blev en dødsfælde
Så slemt står det til: Kan have fatale konsekvenser
Aflivning gik galt: Skød grise med oversavet haglgevær
Efter 18 års kamp: - Vi troede, projektet var lagt ned
Mest læste artikler
Café lukket efter syv dage: Det er chokerende
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok
Har du tjekket kuponen? To lottovindere fra samme by får stor gevinst